Prisfesten på boligmarkedet fortsætter med »usædvanlig høj handelsaktivitet«

Boligpriserne fortsætter mod himlen ind i 2021. Ejerlejlighederne i København går fortsat forrest med højeste prisstigninger.

I Region Hovedstaden er prisen på ejerlejligheder steget med 1,8 procent i den første måned af 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Døren til 2021 er sparket ind med fortsat stigende priser på boligmarkedet, viser nye tal fra Boligsiden.

Et stigende salg kombineret med et rekordlavt udbud har sendt boligpriserne på himmelflugt.

I den første måned af 2021 er priserne på villaer og rækkehuse steget med 1,0 procent, ejerlejligheder med 1,3 procent og fritidshuse med 1,0 procent i forhold til den sidste måned i 2020.

»Vi har igennem hele januar set en usædvanlig høj handelsaktivitet, hvor der hver uge er solgt rigtig mange huse. De lave renter gør det stadig muligt for mange boligkøbere at realisere deres boligdrømme, og i et marked med et faldende udbud vælger mange at handle hurtigt. Det afspejler sig i priserne, som tager endnu et nøk op her i begyndelsen af 2021,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Ejerlejlighederne i byerne er glohede

De stigende priser har sat gang i debatten om, hvorvidt boligmarkedet er på vej ind i en såkaldt prisboble.

Her ser man især nervøst til ejerlejlighedsmarkedet i København og Aarhus.

Priserne er steget ret voldsomt de seneste ti år, og hvis renten begynder at stige, kan det påvirke boligpriserne, som så vil gå den modsatte vej og falde.

Det seneste år er priserne på ejerlejligheder steget med 10,3 procent.

Den stime fortsætter ind i 2021, hvor priserne på ejerlejligheder i Region Hovedstaden er steget med 1,8 procent siden december 2020.

»Vi anbefaler, at man har en lang tidshorisont, hvis man køber bolig i København eller Aarhus. I det tilfælde kan man sidde en eventuel krise på boligmarkedet af, og samtidigt tvinger man sig selv til at overveje, hvilke forhold ved en bolig der er need-to, og i hvilke der blot er nice-to. Det vil gøre en skarpere på, hvornår man skal slå til, og hvornår man skal lade være, også selvom det i øjeblikket går stærkt på boligmarkedet,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.

Sommerhusene i Nordsjælland er med i festen

Sommerhusene blev revet væk i 2020. Udbuddet faldt med 47,6 procent. En tendens, der er fortsat ind i januar, hvor udbuddet allerede er faldet 10,1 procent i forhold til december 2020.

Især i Nordsjælland er sommerhusene blevet revet væk, og priserne er steget.

»De seneste prisstigninger i Nordsjælland er en smule bekymrende. Det seneste år er priserne steget med næsten 28 procent, og det er langt mere, end man kan forvente selv i en god periode på boligmarkedet. Samtidigt er udbuddet presset helt i bund, og afslagene er små, og det tyder på, at det går for stærkt på markedet i øjeblikket,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Det er især beboere med helårsbolig i Storkøbenhavn, der drømmer om at have sommerhus tæt på strand, men i køreafstand fra hjemmet.

»I Storkøbenhavn er priserne også steget bekymrende meget de seneste år. Falder priserne i København, vil der være færre købere til sommerhuse i Nordsjælland, og dermed kan markedet blive hårdt ramt af en eventuel nedtur,« siger Lise Nytoft Bergmann.