Sommerhuse blev revet væk i 2020: Salg steg med 65 procent

Danskerne købte boliger for 252 milliarder kroner sidste år. Det er mere end 50 millioner mere end i 2019.

Sommerhussalget så en historisk stigning i 2020. Men også villaer, rækkehuse og ejerlejligheder var mange interesseret i at købe. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lignede ikke umiddelbart, at danskerne skulle slå rekorden for flest brugte penge på boliger på et år, da kalenderen viste marts sidste år.

Men ikke desto er det det, der skete.

Det fortæller Birgit Daetz. Hun er kommunikationsdirektør hos Boligsiden, der har indhentet boligdata fra danske ejendomsmæglere.

»I marts så boligmarkedet ud til at gå helt i stå. Men efter et kvartals tid oplevede vi, at markedet vendte.«

»Der var i første omgang stor efterspørgsel på sommerhuse, men faktisk også efter villaer og rækkehuse. Og senere også ejerlejligheder,« siger hun.

I alt købte danskerne boliger for 252 milliarder kroner sidste år. I 2019 brugte danskerne til sammenligning 197 milliarder kroner på boliger.

Vildest var sommerhussalget, der gik frem med 65 procent eller ni milliarder kroner fra 2019.

»Det er meget usædvanligt. Vi har aldrig set så kraftigt en stiftning fra år til år før.«

»Hvis vi skruer ti år tilbage, så var der ikke særligt mange sommerhuse, der blev solgt. Det er en luksusgode, men folk har en anden tiltro til deres økonomi lige nu,« siger Birgit Daetz.

Hun vurderer, at forklaringen blandt andet skal findes i, at danskernes muligheder for at købe en række varer og goder var begrænset i 2020 på grund af coronarestriktioner.

»Det forbrug, vi normalt har haft, havde vi ikke i 2020, siger Birgit Daetz, der blandt andet peger på manglende restaurantbesøg og få udlandsrejser i det anderledes forbrugsmønster.«

Derudover peger hun på en meget lav rente som grund for de mange sommerhussalg, da danskerne ikke kunne komme til udlandet.

I alt blev der solgt lidt flere end 107.000 boliger i 2020. Det er omtrent lige så mange som i 2011 og 2012 tilsammen.

Villaer og rækkehuse stod for 60 procent af boligsalget sidste år. Det svarer til 151 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 24 procent i forhold til 2019.

»Villaer og rækkehuse udgør langt den største del af markedet, og derfor er det også helt naturligt, at det er her, de fleste penge er blevet brugt. Men når det er sagt, er det alligevel en stor stigning,« siger Birgit Daetz.

/ritzau/