Politivold er ikke de sorte amerikaneres eneste problem – den økonomiske ulighed er enorm

Sorte amerikanere er på trods af fremgang fortsat langt bagud i forhold til hvide på stort set alle økonomiske parametre. Det gælder især for sorte mænd, der har massiv modvind fra en række forhold, mens kvinderne klarer sig bedre. Coronakrisen risikerer at ødelægge de seneste års fremgang. En stor del af svaret er bedre uddannelse og opkvalificering.

 
USA er i oprør efter George Floyds død under en anholdelse. Video: CNN/Reuters/Ritzau Scanpix, redigering: Ida Meesenburg Fold sammen
Læs mere

En ulykke kommer sjældent alene. For sorte amerikanere har 2020 været et annus horribilis. Først en pandemi, der har ramt særlig hårdt i de sorte bydele i de store byer og på landet i syden. Det skyldes en kombination af de samme forhold, der også har ført til en overrepræsentation af covid-19-syge blandt indvandrere i Danmark og Sverige: mange job i »frontlinjen« som buschauffører, kasseansatte og i plejesektoren, tætte boligforhold samt flere kroniske sygdomme.

Dernæst politivold, der har udløst voldsomme protester og igen sat fokus på sortes rettigheder i USA.

Men der er et tredje forhold, der måske er endnu vigtigere for sortes frustration over at være borger i USA. For bare tre måneder siden var arbejdsløsheden blandt de sorte på det laveste niveau målt, omend fortsat dobbelt så høj som for hvide. Indkomsterne i sorte husholdninger var vokset markant hurtigere end i hvide husholdninger de foregående fem år, omend de var sakket kraftigt bagud i de foregående år siden finanskrisen.

Nu er de sorte i fare for at blive sat økonomisk bagud igen. Sorte har generelt mindre jobsikkerhed, hvormed ledigheden stiger hurtigere under økonomiske kriser end blandt hvide og er længere om at komme ned igen.

På trods af fremgang er sorte fortsat suverænt den fattigste befolkningsgruppe, selv når man inkluderer latinoer, hvoraf mange har krydset grænsen inden for en ikke så fjern fortid.

Det er næsten ligegyldigt, fra hvilken vinkel man betragter husholdningerne, så falder de sorte dårligst ud. Altså ud fra en gennemsnitsbetragtning.

Og det gælder i høj grad sorte mænd. Sorte kvinder er bedre stillet målt i forhold til hvide kvinder end sorte mænd i forhold til hvide mænd. De spiller også en helt central rolle i de sorte familiers økonomi. Næsten halvdelen af alle familier og en fjerdedel af alle sorte husholdninger har en enlig kvinde i spidsen.

Hvor gruppen af sorte kvinder før coronakrisen havde en markant større andel erhvervsaktive end blandt hvide kvinder, var den tilsvarende mindre for mændene.

Der er naturligvis masser – og stadigt flere – velhavende og veluddannede sorte husholdninger, ligesom der er masser – og flere – fattige hvide husholdninger. Misbrugskrisen har bidraget til at reducere forskellen ved at ramme hvide landområder særlig hårdt. Hvor den typiske nye heroinmisbruger tidligere var en ung, sort mand fra storbyen, har det de senere år været været en midaldrende hvid mand fra mere landlige områder.

Store økonomiske forskelle

Men den økonomiske forskel er enorm. Tag formuerne. Sorte husholdningers formuer udgør en tiendedel af hvide husholdninger. Det har mange forklaringer i indkomst, uddannelse og familiesammensætninger, hvilket også slår igennem i boligejerskab. Boligen er den amerikanske middelklasses vigtigste aktiv, og 74 pct. af hvide har en ejerbolig, mens det kun er 44 pct. af de sorte.

Tallene er tilsvarende for pensioner, hvor 60 pct. af hvide har en pensionsopsparing, mens det kun er 30 pct. blandt de sorte. Det skyldes blandt andet, at flere sorte arbejder i servicebrancher, hvor en firmapension ikke er standard. Der er også derfor, at alle reformer af folkepensioner, der involverer lavere udbetalinger eller højere pensionsalder, rammer de sorte særlig hårdt. Til gengæld udgør sorte også en relativt stor andel af de offentlige ansatte, hvor netop en pension er et af de væsentligste goder.

Forskellen på pensionsopsparingerne er også den primære årsag til, at 61 pct. af hvide er aktionærer (direkte eller indirekte), mens kun 28 pct. af sorte er det. Da en voksende andel af samfundskagen er gået til aflønning af kapital (virksomhedens ejere) i stedet for til lønninger, vil formuerne i højere grad blive ophobet i hvide husholdninger.

Coronamodvind for sorte husholdninger

Præsident Trump sagde i forbindelse med den overraskende gode jobrapport for maj, hvor der blev skabt 2,5 millioner nye job, at økonomisk vækst er den bedste måde at skabe mere lighed i USA. Vækst er en vigtig faktor, men ikke tilstrækkelig til, at alle både bliver løftet. Opsvinget efter finanskrisen gavnede i de første år mest den veluddannede byelite.

Hvad Trump undlod at fortælle var da også, at mens arbejdsløsheden i maj samlet set faldt fra 15 pct. til 13 pct. steg den for en enkelt gruppe. Nemlig de sorte.

Mange sorte bor i de byer, der længe har været ramt af nedlukning, primært i det nordøstlige USA og omkring de store søer. Men over halvdelen bor i syden, der har taget mere let på coronasmitten. Sydstaterne er nu også overrepræsenteret blandt de stater, der har en kraftig stigning i smitteudbredelsen.

Jobmarkedet vil vise en ny kraftig jobvækst i juni, hvor mere bliver genåbnet. Men det ændrer dog ikke på, at en række forhold kan gøre genåbningen til en særlig frustrerende oplevelse for sorte.

Mange sorte kvinder arbejder i detailbranchen, der har mistet fire millioner job siden marts, og hvor butikskæder og stormagasiner er bukket under eller har varslet store nedskæringer, fordi e-handel har udkonkurreret dem. Mange sorte arbejder for offentlige myndigheder, der har fået sparket finanserne i stykker under coronakrisen og dermed er i gang med at fyre. Sorte udgør næsten dobbelt så mange som i den samlede arbejdsstyrke inden for socialområdet og tre gange så mange inden for plejeområdet og postvæsenet.

Uddannelse er væsentlig bidragsyder til ulighed

Uddannelsesniveauet spiller ikke overraskende en væsentlig rolle i forskellen mellem hvides og sortes indkomster. Der er de seneste årtier sket en markant forbedring i sortes uddannelsesniveau, men blandt sorte mænd over 25 år er det fortsat kun halvdelen, der har uddannelse ud over high school, mens det tilsvarende er en tredjedel for hvide mænd. Sorte mænd tjener mindre end hvide mænd på alle uddannelsesniveauer. Pudsigt nok vokser løngabet, jo højere uddannelsesniveauet er.

Blandt kvinder er forskellen mindre. Både hvide og sorte kvinder tjener mindre end mænd på alle uddannelsesniveauer, men forskellen mellem sorte og hvide kvinder er mindre end mellem mændene. En højtuddannet sort kvinde tjener 11 pct. mindre end det nationale gennemsnit, mens sorte mænd ligger 25 pct. lavere.

Man skal dog huske den geografiske vinkel ved alle sådanne sammenligninger. Lønninger i USA er ofte som at sammenligne lønninger i EU og ikke i Danmark; mange af de sydlige stater har et markant lavere lønniveau end landsgennemsnittet, men leveomkostningerne er tilsvarende lavere.

Klassekamp eller racekamp?

Det er svært at bryde den nedarvede forskel. Helt konkret arver otte procent af sorte værdier, mens det tilsvarende er 26 pct. for hvide. Når andelen er så lav i USA samlet set, hænger det dels sammen med, at »arven« ofte består af en betalt uddannelse (hvilket mest gavner hvide), men også at en stor del af de opsparede midler forsvinder i de sidste leveår til betaling af pleje. Ældrepleje er en af de førende årsager til personlige konkurser.

Den sociale mobilitet er ikke særlig høj i USA, men er særlig lav i landdistrikterne i syden, hvor der bor mange sorte. Her er der mindre end fem procent sandsynlighed for, at en person født i 1980erne af forældre blandt de 20 pct. laveste indkomster vil få en indkomst i den øverste femtedel.

Netop det økonomiske aspekt er en vigtig, men underspillet, brik i kampen om fortællingen i de seneste uroligheder. For konservative er det vigtigt at slå fast, at der ikke er institutionaliseret racisme i USA. Derfor peger man på økonomiske faktorer. Den hyperkonservative kommentator på Fox News, Tucker Carlson, udtalte, at »det vi nu bevidner er en klassekrig forklædt som racekrig«.

Raceurolighederne har allerede medført politireformer en del steder, men kan også få en betydelig indflydelse på den økonomiske politik, som en eventuel præsident Biden kunne tænkes at føre. Økonomisk ulighed har været senator Bernie Sanders' kampråb, men har været racemæssigt udefineret, blandt andet også fordi hans kernevælgere var unge hvide.

Fokus på de sorte familiers dårligere uddannelse og indkomstvilkår kan føre til, at videregående uddannelser bliver mere tilgængelige ved at gøre dem skattefinansierede. Samtidig kan der komme øget fokus på opkvalificering af arbejdsstyrken i takt med, at flere manuelle job forsvinder, ligesom staten generelt kan komme til at spille en større rolle i økonomien end kandidat Biden havde forestillet sig i januar. »Black economic empowerment« kan meget vel blive et centralt tema i den politiske debat i de kommende måneder.

Omfanget af tiltag vil dog i høj grad afhænge af, om en præsident Biden vil have et arbejdsdygtigt flertal i Senatet, der vil være med til også at finansiere nye tiltag med højere skatter. Man skal ikke forvente større initiativer fra en genvalgt præsident Trump for at reducere den økonomiske ulighed. Her vil det vigtigste våben fortsat være høj generel vækst i økonomien.

Man kan diskutere de moralske aspekter, men når så mange personers talenter bliver spildt, som det åbenlyst er tilfældet i USA, vil det reducere økonomiens vækstpotentiale. Det er særlig vigtigt i en verden, der bliver stadig mere videnstung og med færre manuelle job. Spild af talenter og højere ledighed betyder også højere offentlige udgifter. Alene af disse årsager er det i alle andre amerikaneres interesser, at der satses massivt på at reducere den sorte befolkningsgruppes efterslæb.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør