Trump glæder sig over genåbning - men det er en risikabel strategi

USA er ved at åbne igen, men uden at have fået bugt med coronavirussen. Det er en risikabel strategi, og selvom aktiemarkedet er i hopla, er genåbningen foregået langt mere forsigtigt, end man skulle tro, hvis man lytter til præsident Trump. Arbejdsmarkedet er dog allerede i bedring, selvom det er meget langt til noget, der lugter af normalt.

Genåbningen af det amerikanske samfund var altid dømt til at blive en kontroversiel begivenhed. I USA opstillede præsident Trump og hans regering en række anvisninger til, hvordan en genåbning skulle finde sted, hvorefter Trump pressede på for en hurtig genåbning. Den er nu er i fuld gang med at blive eksekveret.

Det er mange steder sket, uden at opstillede forudsætninger for test og smitteinddæmning var opfyldt. Et flertal af amerikanerne er fortsat bange for at gå ud og er mere bekymrede for, at der er blevet åbnet for tidligt end for de økonomiske konsekvenser af at forblive nedlukket i længere tid. Selvom medierne er fyldt med billeder at poolparties og overrendte strande, har den første del af genåbningen derfor været mere forsigtig.