CNN: 4000 er anholdt under protester i USA

Optøjerne i USA fortsatte natten til mandag. 40 byer har udgangsforbud, og Nationalgarden er indsat i 15 byer.

Også uden for Det Hvide Hus var der demonstration søndag aften. Ifølge New York Times blev præsident Donald Trump bragt i sikkerhed i en underjordisk bunker på grund af protesterne. Jonathan Ernst/Reuters Fold sammen
Læs mere

Washington. Omkring 4000 mennesker er blevet anholdt i USA i forbindelse med de demonstrationer, der har præget landet, siden George Floyd døde under en anholdelse i sidste uge.

Det viser en opgørelse foretaget af tv-stationen CNN.

De første anholdelser fandt sted tirsdag den 26. maj, dagen efter at George Floyd døde.

I de seneste dage har der været omfattende demonstrationer og optøjer over hele USA.

Mange steder har der været sammenstød mellem politi og demonstranter, blandt andet i Washington DC, New York City og Philadelphia.

Myndighederne har indført udgangsforbud i over 40 byer. Nationalgarden er indkaldt for at hjælpe politiet i omkring 15 byer.

I Oakland, der ligger udenfor San Francisco i Californien, blev der natten til mandag affyret skud mod en af politiets bygninger. Tre personer er anholdt i forbindelse med skyderiet, oplyser politiet til CNN.

46-årige George Floyd blev tirsdag erklæret død på et hospital, efter at den hvide betjent Derek Chauvin havde presset sit knæ mod Floyds hals i flere minutter i forbindelse med en anholdelse.

Episoden blev filmet af andre tilstedeværende. Floyd sagde gentagne gange, at han ikke kunne få luft, hvorpå han tilsyneladende mistede bevidstheden.

Han er en af adskillige sorte mænd, der har mistet livet i forbindelse med en anholdelse eller skyderi fra politiets side i USA.

/ritzau/