Opsvinget giver færre dårlige betalere – men ikke blandt de ældre

Andelen af dårlige betalere blandt danskerne falder. Det gælder både de unge og personer i den arbejdsduelige alder. Til gengæld er andelen af dårlige betalere svagt stigende blandt de ældre.

Stadig flere seniorer har fået øjnene op for muligheden med at tage eksempelvis kviklån. Det er en af årsagerne til, at andelen af ældre, som er dårlige betalere, ikke er faldet her i opsvinget, mener Finans Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Nu har opsvinget kørt fint i Danmark i flere år, og det er godt for de danske familiers økonomi – men det gælder ikke helt for de ældre. Andelen af danskere, der er registreret som dårlige betalere i RKI, falder, men andelen af ældre i samme register har været uændret siden 2014. Derved er det tydeligt, at opsvinget påvirker de danske familiers økonomi forskelligt afhængigt af alder.

De unge og de danske familier i almindelighed bliver hjulpet af øget beskæftigelse og faldende ledighed. Derved falder risikoen for, at flere af dem ryger i RKI. Modsat er det blandt danskere over 60 år. Mange af dem har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet og lever af deres pension.

Finanssektorens brancheorganisation, Finans Danmark, analyserer løbende tal fra RKI, og i den seneste analyse kan man se, at når man tager hele befolkningen, så er andelen af personer i RKI faldet fra 5,2 pct. i 2014 og til 4,3 pct. i 2018. Når det gælder personer over 60 år, var det 1,7 pct., som var i RKI tilbage i 2014. Det tal er siden vokset en anelse til 1,8 pct.

Der er stadig tale om lave tal, men hos Finans Danmark mener man, at konklusionen er klar.

»I vores undersøgelse er hovedresultatet, at vi i de senere år har set et langvarigt opsving, og det har gjort, at andelen af danskere i RKI er faldende. Det ser vi både for de unge og for personer i den arbejdsduelige alder. Når vi derimod ser på de ældre, så ligger andelen i RKI fladt. Det er der forskellige forklaringer på,« siger cheføkonom i Finans Danmark Niels Arne Dam.

»Det ene er, at det, som virkelig betyder noget for de ældres økonomi, er den opsparing, de har lavet til pension. Den vil ikke i nær samme grad være påvirket af opsvinget. En anden forklaring er, at vi blandt de ældre ser en stigende brug af andre kreditfaciliteter. Det kan være kontoordninger og kviklån. Det er brug af den slags lån, som vi tit ser er forbundet med, at man får problemer med at betale,« siger Niels Arne Dam.

Han fremhæver, at tal fra 2017 viser, at hver sjette nyligt pensionerede dansker har en pensionsformue på under 200.000 kr. Trods bedre tider i dansk økonomi og øgede indbetalinger til pension, er den gruppe stort set ikke blevet mindre siden 2014.

Pas på gældsfælder

I analysen fra Finans Danmark kan man se, at det i 2017 var en fjerdedel af befolkningen, som havde anden form for gæld. Det vil sige gæld uden om pengeinstitutter, realkredit og pantebreve. Det vil typisk dreje sig om gæld til kviklånsselskaber, forbrugerkredit og gæld på kontokort i butikker og lignende.

Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark

»Blandt de ældre ser vi en stigende brug af andre kreditfaciliteter. Det kan være kontoordninger og kviklån.«


Blandt personer mellem 60 år og 64 år er det 32 pct., som har anden form for gæld. Og for denne aldersgruppe har der været tale om en stigning i anden gæld i de senere år.

Finans Danmark mener, at det kan skyldes, at de ældre er blevet mere bevidste om, at der findes andre kreditmuligheder end bankerne. Men Niels Arne Dam påpeger samtidig, at man skal passe på ikke at falde i gældsfælder, når man bruger andre form for lån, der som oftest er dyrere og måske bliver taget, fordi man har fået nej til lån i banken.

Forelagt analysen fra Finans Danmark fremhæver privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen, at hun generelt mener, at de ældre rent økonomisk er ret godt kørende, selv om det selvfølgelig ikke er positivt, at det går den gale vej.

»Man skal være lidt varsom med at tolke på RKI-tallene, da man maksimalt kan være registreret i fem år. Så fordi vi har haft konjunkturfremgang de seneste år, så er der nogle dårligere år, der falder ud af statistikken. Når det ikke går fremad på samme måde for pensionisterne som for andre grupper, skyldes det formentlig, at deres økonomi er mindre konjunkturafhængig end andres. Det er godt i nedgangstider, men det betyder også, at der er mindre positiv effekt af opgangstider,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Hun påpeger, at selv om der er en mindre stigning af dårlige betalere blandt ældre, er seniorerne langt mere økonomisk fornuftige end unge. Fire ud af ti kviklån bliver optaget af personer under 30 år, mens det kun er omkring fem procent, der optages af personer over 60 år.

»Generelt ser vi, at ældre er bedre til at få økonomien til at hænge sammen uafhængigt af indkomst. Eksempelvis siger 36 procent af de danske pensionister med de laveste husstandsindkomster, at de aldrig bekymrer sig om at have penge nok til at få økonomien til at løbe rundt. Det samme gælder for blot ni procent af arbejdsløse og for 19 procent af fuldtidsansatte med samme husstandsindkomst,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.