Olieprisen flyver i vejret – inflationen vil forblive høj i »længere tid«

Olien bliver dyrere, men det gør en lang række andre råvarer også. Forbrugerne og mange virksomheder bliver ramt på pengepungen.

Rusland er en af verdens største producenter af olie og gas, og det kan mærkes i øjeblikket. Indtil nu er olieprisen i år steget med 27 procent, fremhæver Sydbank. Det kommer oven i en ret stor prisstigning sidste år. Claus Fisker/Ritzau Scanpix (arkiv)

Nyheden om den russiske invasion af Ukraine rammer bredt. Olieprisen banker i vejret, men det gør prisen på alle andre råvarer også.

Olieprisen stiger til over 100 dollar pr. tønde, og prisen på aluminium ryger i London over den hidtidige rekord tilbage fra 2008. Mere præcist steg aluminium med 2,9 procent onsdag til 3.388 dollar pr. ton.

Det skriver Bloomberg.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, har truet med sanktioner, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, går ind i Ukraine. Det er som bekendt sket, og markederne frygter, at der nu bliver mangel på de råvarer, som russerne leverer. Det er alt lige fra olie og gas og til aluminium og til nikkel.

Sydbank bemærker i en kommentar, at olien lige nu koster 102,3 dollar pr. tønde. Sidst olien kostede mere end 100 dollar pr. tønde, var tilbage i september 2014.

»Investorerne er bekymrede for konsekvenserne af den russiske invasion af Ukraine, og forholdet til Rusland hænger i laser. Det er bekymrende, når Rusland er en af verdens største producenter af olie og naturgas. Det får olieprisen til at stige kraftigt med over fem procent her til morgen,« skriver seniorøkonom i Sydbank Kim Blindbæk i en kommentar.

»Med dagens stigning er olieprisen steget 27 procent alene i år. Stigningen kommer endda i kølvandet på en stigning i olieprisen på over 50 procent i 2021. Foruden konflikten i Ukraine er oliemarkedet også påvirket af, at OPEC i øjeblikket lægger et låg på olieproduktionen efter et stort fald i efterspørgslen efter olie under coronakrisen,« hedder det videre.

Han påpeger, at de seneste prisstigninger uundgåeligt vil ramme forbrugere og virksomheder.

»De seneste stigninger betyder, at inflationen vil blive høj i længere tid. De danske forbrugere er allerede ramt af, at brændstofpriserne er rekordhøje, og vi har nok næppe set toppen endnu. Samtidig er prisen på naturgas også steget kraftigt, hvilket rammer mange forbrugere og energitunge brancher på pengepungen,« fremhæver Kim Blindbæk.

Dyrere afgrøder

Går vi videre, skriver Bloomberg, at der er en stigning i priserne på afgrøder på alt fra fra hvede og til palmeolie. Det øger bekymringen for, at vi får meget dyrere fødevarer.

Den frygt har det russiske angreb i Ukraine øget. Begge lande er nøgleleverandører af korn og spiseolier.

»Krisen har drevet hvede til det højeste niveau siden 2012, mens tørken i Sydamerika har dæmpet udsigterne for forsyningerne af sojabønnerne. Prisen på palmeolie, som bruges i tusindvis af produkter fra småkager til shampoo, er på rekordhøjt niveau,« skriver Bloomberg.

Resultatet kan blive højere priser i dagligvarebutikker, da alt fra pasta til chokolade bliver dyrere at producere.

Cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank fremhæver, markedet i øjeblikket indregner en risiko for, at konflikten fører til store afbrydelser af forsyningerne af råvarer, og derfor kommer der i øjeblikket nogle meget store prisstigninger på olie.

I hvilket omfang det får den højere inflation til at bide sig fast, afhænger af, hvordan konflikten udvikler sig. Det er ikke mindst afgørende, hvilke sanktioner Vesten indfører over for russerne, og hvilke sanktioner russerne indfører den modsatte vej.

Men inflationen er høj, og det vil normalt også føre til højere renter. Las Olsen understreger dog, at det på nuværende tidspunkt er meget usikkert, hvordan konflikten vil påvirke renterne.

»Normalt vil man sige, at højere inflation giver et pres opad for renterne, men krig og usikkerhed trækker ned. I øjeblikket er vi i den situation, at Den Europæiske Centralbank, ECB, og andre centralbanker er pressede af, at de er kommet for sent i gang med at bekæmpe inflationen. Det er noget, som trækker i retningen af højere rente, hvis konflikten varer ved,« siger Las Olsen.