Mens de danske og europæiske aktier er forholdsvis upåvirkede efter mandagens »krigserklæring« fra den russiske præsident, Vladimir Putin, fortsætter olieprisen med at stige.
Tirsdag klokken 13.00 var prisen således steget med 2,5 procent og er nu 97,8 dollar for en tønde brent råolie. Det er den højeste oliepris siden september 2014 efter en prisstigning på knap 50 procent det seneste år.
Benzinprisen er steget til 13,59 kroner fra 12,89 kroner ved årsskiftet.
Ifølge en analyse fra Michael Hewson, der er chefmarkedsanalytiker hos CMC Markets i London, er det kun »et spørgsmål om tid«, før prisen på en tønde olie runder 100 dollar.
Bankinvest påpeger i en analyse for Berlingske, at de tårnhøje oliepriser skyldes »øget forsyningsrisiko i tilfældet af yderligere sanktioner mod Rusland«.
EU ventes at indføre sanktioner mod Rusland tirsdag eftermiddag, og USA har også varslet indgreb, der skal ramme Putin på økonomien.
Stigende råvarepriser
Forventninger om yderligere sanktioner sender i tillæg til olieprisen også prisen op på andre råvarer, herunder nikkel, aluminium og hvede.
Og så kan udviklingen ved den ukrainske grænse også ses på naturgaspriserne, som har været et stort emne i Europa siden november.
EUs naturgaspris stiger således med seks procent tirsdag morgen, men ligger stadig på nogenlunde samme niveau som omkring nytår. Prisen er faldet til det halve af, hvad naturgassen kostede lige inden juleaften, men er stadig væsentlig højere end de seneste mange års niveau.
De russiske aktier lider væsentlig mere end de europæiske. Landets eliteindeks er tirsdag klokken 10.30 således faldet med 5,4 procent og er nede med over 20 procent i forhold til tirsdag i sidste uge.