Olie i prishop: Nu får amerikansk beslutning konsekvenser

Oliepriserne er steget, efter det mandag blev klart, at USA ikke vil forlænge dispensationer for oliesanktioner mod Iran. Det betyder umiddelbart mindre olie til verdensmarkedet. Spørgsmålet er nu, om de olieproducerende lande vil øge produktionen tilsvarende - og om USAs egne producenter også vil bidrage. Øget præsidentiel tweet-aktivitet i vente.

Den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, annoncerede mandag, at USA ikke vil forlænge dispensationerne for import af olie fra Iran. Det har presset priserne opad. Foto: Jim Lo Scalzo/EPA/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Prisen på råolie har taget et hop til over 74 dollar pr. tønde, efter det amerikanske udenrigsministerium mandag annoncerede, at man ikke forlænger de midlertidige dispensationer for import af iransk olie.

Otte lande fik dispensation i november, da de fulde amerikanske sanktioner mod Iran trådte i kraft. Fra 2. maj er de altså ikke længere gældende. Ifølge udenrigsminister Mike Pompeo er formålet er at »lægge størst muligt pres på det iranske regime«. Iran har svaret igen med trusler om at blokere det strategisk vigtige Hormuzstræde, hvorigennem størstedelen af regionens olieproduktion transporteres. Det giver også nervøsitet i oliemarkedet.

Dispensationerne i november kom som lidt af en overraskelse, da præsident Trump havde lovet at bringe iransk olieeksport ned på nul. Det var dengang med til at presse olieprisen nedad, da der dermed ikke blev trukket lige så meget olie ud af det globale marked som frygtet. Nu er der den modsatte effekt. Iransk olieeksport vurderes at være faldet til omkring en million tønder om dagen mod omkring 2,2 millioner før sanktionerne. Til gengæld har man de seneste måneder fået en højere pris for olien, hvilket har afbødet effekten på de offentlige iranske finanser, der er helt afhængig af olieindtægterne. Den amerikanske beslutning rammer især Irans største aftagere - Kina, Indien og Sydkorea.

Fokus flyttes til Saudi-Arabien

De stigende oliepriser er gift for de lavere indkomstgrupper i USA, hvor benzinudgifter spiller en vigtig rolle i husholdningsbudgettet. Det er også endnu et eksempel på, at præsident Trumps forsøg på at styre alle vigtige priser ofte løber ind i en betonmur, nemlig hans egen politik. Sanktionerne mod Iran og Venezuela spiller en vigtig rolle i, at balancen mellem udbud og efterspørgsel efter olie er skiftet.

Det amerikanske udenrigsministerium er da også meget bevidst om, at tiltaget kan have et mere udstrakt opadgående pres på oliepriserne, blandt andet også fordi de seneste nøgletal fra Kina peger på, at den økonomiske vækst og dermed efterspørgslen efter olie igen er på vej op. Samtidig har kampe i Libyen skabt usikkerhed om eksporten herfra. Derfor argumenterer man i Washington også for, at oliemarkedet er velforsynet med olie, og at lagrene er tilstrækkeligt store til at imødegå midlertidige tilpasninger.

Regeringen peger også på den fortsat opadgående tendens i amerikansk produktion. Amerikansk produktion af råolie steg med 1,6 millioner tønder om dagen i 2018 i forhold til året før, og det amerikanske energiagentur forventer en yderligere stigning på to millioner tønder om dagen til 13 millioner tønder om dagen i 2020. Til sammenligning er produktionen i Iran og Venezuela tilsammen faldet med 2,4 millioner tønder om dagen i forhold til den gennemsnitlige produktion i 2017.

Stigningen i den amerikanske produktion er således endnu ikke nok til at kompensere for produktionstabet i sanktionslandene, hvilket betyder, at OPECs aftale om produktionsbegrænsning nu er under massivt pres. OPEC var også målet for en af mandagens mange tweets fra præsident Trump. OPEC-landene blev i december 2018 sammen med Rusland enige om at reducere produktionen af olie med 1,2 millioner tønder om dagen i forhold til niveauet i oktober. Det amerikanske udenrigsministerium skriver, at man har »tilsagn fra olieproducerende lande, inklusiv Saudi-Arabien og De Forenede Emirater, om at øge olieproduktionen«. Ifølge Reuters er det noget tvivlsomt, hvor fast det tilsagn er.

Mange nye spørgsmål

Den sene amerikanske udmelding betyder, at lande som Indien og Kina nu skal handle hurtigt for ikke at opleve forstyrrelser i leveringen. Det kan ikke undgå at skabe en vis irritation. Ordrer skal aflyses og nye placeres hos andre producenter. Spørgsmålet er naturligvis igen, om nul betyder nul - eller om iransk olie er endnu en brik i handelsforhandlingerne mellem Kina og USA.

Præsident Trump har ikke været bleg for at tage sikkerhedspolitikken som gidsel for at fremme eksporten af amerikanske fossile brændstoffer: Tyskland »burde« eksempelvis købe amerikansk flydende naturgas i stedet for fortsat at være afhængig af den meget billigere rørførte gas fra Rusland. Både Indien og Kina skal også overveje, om sanktionerne kan omgås. Det kan måske gøres på samme måde, som man har forsøgt i EU med et særligt clearingsbureau og uden brug af dollar. Mere besværligt, men dog muligvis lettere end at få olie med samme karakteristiska fra andre lande.

For Saudi-Arabien er dilemmaet yderst vanskeligt. På den ene side er man helt enig med USA (og Israel) i at køre en hård kurs over for Iran. På den anden side vil en saudisk forøgelse af produktionen underminere sammenholdet blandt de olieeksporterende lande. Iran har sat sig imod, at OPEC forpligter sig til at holde et samlet produktionsniveau - på den måde vil sanktionsinduceret produktionsfald i Iran (og Venezuela) skulle opvejes af øget produktion i lande med ledig kapacitet, primært Saudi-Arabien og De Forenede Emirater. Det vil alene placere byrden ved sanktionerne på de ramte lande, mens de globale oliepriser (og dermed amerikanske forbrugere) vil gå ram forbi. OPEC mødes næste gang i slutningen af juni, lige før den nuværende aftale udløber. Saudi-Arabien og Rusland har en del at tænke på inden da.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør