Nye problemer for Kinas ambitioner. Valutaen er kraftigt svækket

Den kinesiske valuta er faldet markant i år og nærmer sig bundrekorden mod dollaren. Det skyldes svækkelsen af den kinesiske økonomi og større usikkerhed om udsigterne. Men Kina er nu sejlet ind i en pengepolitisk Bermudatrekant. Man kan ikke få alt, hvad man gerne vil have.

De kinesiske myndigheder kan blive tvunget til at gribe mere ind i markedsmekanismerne. Og det vil betyde, at den hede drøm om at gøre yuanen til en global valuta rykker længere væk. SAUL LOEB

Der er en klar afkobling i verdensøkonomien. Mens vi i Vesten kæmper med effekterne af høj inflation og de hårdeste renteforhøjelser i 40 år, er situationen helt modsat i en lang række vækstøkonomier. Her er Kina helt central. Og der er alle mulige tegn på, at tingene ikke går, som de kinesiske myndigheder havde håbet.

Det gælder ikke mindst den kinesiske valuta, yuanen, der er faldet markant i løbet af året og har nærmet sig det laveste niveau nogensinde over for dollaren. Der er fortsat lidt længere til rekorden over for euroen, men også her har der været en svækkelse.