Mangedoblet kontrol med udbytteskat efter skandale: »På en god dag var der måske fem medarbejdere«

Skattestyrelsen rydder fortsat op efter udbytteskandalen. Der ligger en sagspukkel på 100.000 anmodninger om udbytterefusion, og der føres skarp kontrol med udbetalingerne, kom det frem på pressemøde mandag om status på sagen.

Skattestyrelsens direktør Merete Agergaard og fagdirektør for Skattestyrelsens enhed for Særlig Kontrol, Steen Bechmann Jacobsen, forlader pressemødet om Skattestyrelsens fremdrift og status på udbytteområdet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpi

Fire år efter at det kom frem, at Skat var blevet svindlet for et milliardbeløb, er Skattestyrelsen fortsat i gang med at rydde op efter udbytteskandalen. Styrelsens direktør, Merete Agergaard, kalder det »en historisk stor oprydningsopgave«.

Det kom frem på et pressemøde mandag, hvor tre direktører fra Skattestyrelsen gjorde status over arbejdet med at få pengene retur i statskassen og komme i bund med de bunker, der har ophobet sig, siden anmodningerne om refusion af udbytteskat blev stoppet.

Mindst 12,7 milliarder kroner er endt i lommerne på udenlandske udbyttesvindlere, der i årene 2012 til 2015 lykkedes med at få udbetalt udbytte for aktier, der ikke fandtes. I maj i år lykkedes det Skattestyrelsen at indgå et forlig, som sikrer, at en del af pengene, nemlig 1,6 milliarder kroner, bliver tilbagebetalt.

På pressemødet mandag fortalte fagdirektør i Skattestyrelsen, Sten Bechman Jacobsen, at en del af pengene, nemlig 950 millioner kroner landede i statskassen her i sommer. Resten følger senere.

Ud over de 12,7 milliarder kroner mener Skattestyrelsen at have 900 millioner kroner til gode hos en udenlandsk pensionskasse, som via Nordea og den såkaldte bankordning har fået de mange udbyttemillioner retur.

På pressemødet kom det i den forbindelse frem, at Skattestyrelsen ikke alene har stævnet den udenlandske pensionskasse, men også har sendt et betalingspåkrav på 900 millioner kroner til en bank. Nordea har netop bekræftet, at Skattestyrelsen er på vej med en stævning mod banken.

Sagspukkel på 100.000 sager

Da udbytteskandalen blev kendt, stoppede udbetalingerne af refusion af udbytteskat, og ifølge selskabsskattedirektør Kenneth Joensen har der siden 2016 været fuld kontrol med alle anmodninger om udbytterefusion.

»Det betyder, at vi i dag har en sagsbunke liggende på 100.000 anmodninger om udbytterefusion, og det er rigtig, rigtig mange,« sagde Kenneth Joensen, fagdirektør for Selskab, Skattestyrelsen.

Han fortalte, at styrelsen har lagt en ny strategi for kontrolarbejdet og dermed tilrettelagt, hvordan kontrollen fremover skal gribes an.

»Vi er så småt begyndt at arbejde efter den nye kontrolstrategi. Den indebærer et ekstraordinært højt kontroltryk – også når man sammenligner med andre områder inden for skatteforvaltningen. Den sikrer, at risikofyldte anmodninger gennemgår en meget dybdegående kontrol, og så er der derudover også stikprøvekontroller,« sagde Kenneth Joensen.

Han fortalte, at der i øjeblikket er 100 medarbejdere på udbytteområdet.

»Det skal sammenlignes med, hvad vi havde for bare få år siden, hvor der på en god dag måske var fem medarbejdere,« siger Kenneth Joensen.

Og dengang – altså frem til august 2015 – var der i praksis ingen kontrol med, om den, der krævede udbytteskat retur, rent faktisk også ejede aktierne.

I Undersøgelseskommissionen om Skat er det kommet frem, at der til sidst kun sad to mand tilbage på udbyttekontoret, som var skåret ned til ingenting som følge af de mange besparelser i Skat.