Onsdag fortsætter Mærsk-aktien sit store dyk. Klokken 13:00 har fragtgiganten fået barberet over fem procent af sin værdi på under et døgn.
Det svarer til et fald i markedsværdien på omkring 17 milliarder kroner. Mærsk-aktien er i alt faldet næsten 14 procent, siden vi gik ind i april.
Dykket skal forklares med en naturlig udligning af den enorme vækst, som Mærsk og andre transportgiganter oplevede som følge af coronakrisen, forklarer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
»Det er først og fremmest fragtraternes himmelflugt, som har fået Mærsks aktiekurs til at tage på himmelfart,« siger Per Hansen.
I 2021 landede Mærsk danmarkshistoriens største overskud, og siden coronakrisen brød ud, er selskabets aktie strøget til vejrs med over 300 procent.
Men hvor vi under coronakrisen ikke kunne gå på bar, på restaurant eller til koncert, og derfor shoppede i langt højere grad end normalt, er dette nu begyndt at finde et mere normalt leje.
Og det er blandt andet det skifte, der nu kan aflæses i Mærsks aktiekurs, fortæller Per Hansen.
»Forbruget går fra fladskærme og brødristere, som skal transporteres, til at nogle skal ud at se en fodboldkamp eller andet, når verden vender tilbage til normalen. Det har en enorm effekt på fragtraterne.«
Samtidig ændrer forbrugsmønstrene i USA sig. Den stigende inflation får folk til at købe mindre og efterspørgslen på varer til at falde, samtidig med at centralbanken strammer pengepolitikken.
»Fragtraterne er femdoblet over de seneste par år. Nu ser det ud, som om vi går ind i en situation, hvor den amerikanske detailhandel har fået fyldt sine varer op og den amerikanske forbruger har nok at gøre med at holde stigende fødevarepriser og brændstofpriser fra døren, så de formentlig skal købe mindre,« siger han og fortsætter:
Mens Per Hansen derfor ikke er tvivl om, at man vil se et yderligere fald i fremtiden, er det svært at sige, hvor lang tid normaliseringen vil tage, og hvor bunden skal findes.
»Tror jeg, den falder yderligere de næste par dage? Det er ikke til at sige. Men set i forhold til det langsigtede indtjeningsniveau i Mærsk, tror jeg stadigvæk, at der er en vis downside, fordi vi kommer til at se en normalisering af fragtraterne,« siger han og fortsætter:
»Det ligger på et noget andet og meget lavere niveau end der, hvor vi ligger i dag.«




