Ledigheden banker i vejret i København, og i løbet af sommeren kan der komme en ny stor bølge

Fra april til marts kom der 35.500 flere fuldtidsledige. I den værste måned i finanskrisen steg ledigheden med 11.900 personer.

Ledigheden banker i vejret her i coronakrisen. Fra marts til april kom der 35.500 flere fuldtidsledige, og der vil komme endnu flere ledige i løbet af de næste måneder, mener flere økonomer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Sommeren begynder om lidt, men den kan gå hen og blive rigtig grim på det danske arbejdsmarked. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden i april bankede i vejret i forhold til marts med 35.500 personer. Derved kom vi op på at have 152.800 fuldtidsledige i april. Det svarer til 5,4 pct. ledige, hvilket er det højeste niveau i syv år.

Og meldingen fra økonomerne over en bred kam lyder, at der desværre er mere i vente i de næste måneder.

»Vi ser desværre en stor sandsynlighed for, at vi langtfra er færdige endnu. De nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at ledigheden siden 9. marts er steget med over 46.000. Dertil har mange danskere opsigelsesvarsler, der varer nogle måneder, og vi forventer derfor, at flere vil stille sig i ledighedskøen første juni og juli,« fremhæver økonom i Arbejdernes Landsbank Anders Christian Overvad i en kommentar til tallene.

Han fremhæver, at tallene skal ses i det perspektiv, at i den værste måned under finanskrisen steg fuldtidsledigheden med 11.900 personer.

»Samlet set medførte finanskrisen, at næsten 100.000 danskere mistede jobbet. Så slemt forventer vi ikke, det bliver denne gang. Vores forventning er, at ledigheden vil være steget med 40.000 ved årets udgang. Når ledigheden ikke stiger mere, skyldes det, at vi forventer en relativt kortvarig recession, og at dansk økonomi op til coronas indtog var meget sundere end op til finanskrisen,« hedder det videre fra Anders Christian Overvad.

En speciel krise

Flere andre økonomer påpeger, at der oveni dagens tal er et stort mørketal, og det er alle dem på lønkompensation. Der er omkring 200.000 danskere på lønkompensation. De er ikke direkte ledige, men er sendt hjem uden at måtte lave noget. Når ordningen med lønkompensation udløber, er det langtfra sikkert, at alle de hjemsendte danskere kan bevare deres job.

Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank

»Når løntilskudsordningen udløber i august må man regne med, at der kommer en ny stor bølge af arbejdsløse. Men det går hurtigt i denne helt specielle form for krise.«


»Når løntilskudsordningen udløber i august, må man regne med, at der kommer en ny stor bølge af arbejdsløse. Men det går hurtigt i denne helt specielle form for krise. Nedturen begyndte i marts og fortsatte i april, men efter alt at dømme er økonomien allerede vendt, og opsvinget er i gang her i maj,« fremhæver cheføkonom i Danske Bank, Las Olsen.

Men han understreger, at selv om der er små positive tegn, så regner han med, at vi først kommer ned på niveauet for ledigheden inden krisen engang i 2022. I februar i år var ledigheden på lidt over 100.000 personer.

Cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg fremhæver, at det i høj grad er på Frederiksberg og ikke mindst i København, at ledigheden er steget markant.

»I København By er ledigheden på to måneder steget fra 4,4 pct. til 6,5 pct. Og det er ikke mindst i landets hovedstad, at bortfaldet af turisme og den omfangsrige oplevelsesøkonomi særligt kan mærkes. Derfor er det vigtigt at få åbnet øresundsregionen igen hurtigst muligt,« siger Bo Sandberg.

Hos Dansk Industri påpeger vicedirektør Steen Nielsen, at ledigheden sætter en ny trist danmarksrekord, men han ser også et lyspunkt.

»Siden de første uger af krisen, hvor bunden gik ud af jobmarkedet, er ledigheden nu holdt op med at stige. Faktisk er der i dag godt 4.000 færre ledige end i starten af måneden. Det er et udtryk for det meget dynamiske danske arbejdsmarked, at virksomhederne allerede nu slår mange nye job op,« siger Steen Nielsen.