De grimme nyheder om ledigheden vælter frem: »Det er ekstremt voldsomt«

Vi kan se frem til nye voldsomme stigninger i ledigheden, lyder det fra fagforeningen 3F. Danmarks Statistik mener, at andet kvartal kommer til at se miserabelt ud.

Coronakrisen har ramt den danske økonomi hårdt med en kraftig stigning i ledigheden. Nu kommer fagforeningen 3F med en spådom om yderligere en kraftig stigning i ledigheden i april. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix/Arkiv

De grimme og ubehagelige nyheder om den danske økonomi vælter frem her under coronakrisen, og nu kommer der endnu flere. Der er dels tale om en en spådom fra 3F om en ny og brutal stigning i ledigheden i april, og samtidig kommer landets store talfabrik, Danmarks Statistik, med en melding om et meget slemt andet kvartal i dansk økonomi.

Dermed er det tydeligt, at coronakrisen fortsætter med at udvikle sig på trods af den gradvise åbning af den danske økonomi. Og det sker fortsat med en foruroligende hastighed. De hårde slag mod dansk økonomi ses i høj grad på arbejdsmarkedet, hvor tal fra Danmarks Statistik viser, at bruttoledigheden steg med 13.400 personer fra februar til marts. Det var den største stigning siden 2015. Men ifølge 3F kan det blive langt værre i april.