Det kommer til at gøre rigtig ondt til sommer, når hjælpepakkerne til virksomhederne her i coronakrisen udløber. Men trods det skal de ikke forlænges.Tværtimod skal de fjernes, i takt med at vi åbner økonomien mere og tillader, at virksomhederne kan sætte gang i deres aktiviteter igen. Ellers vil hjælpepakkerne komme til at give alvorligt bagslag for den danske økonomi.
Det er de økonomiske vismænd med overvismand og professor i økonomi på Københavns Universitet Carl-Johan Dalgaard i spidsen, der kommer med en klar besked til statsminister Mette Frederiksen (S) om hjælpepakkerne. Det sker blandt andet i en kronik i Berlingske. Mette Frederiksen har lagt op til, at der snart skal forhandles om udfasning af hjælpepakkerne.