Kinas præsident sender bitcoin på ny optur

Den kinesiske præsident Xi Jinping støtter nu offentligt op om teknologien bag bitcoin, og det har fået værdien til at skyde i vejret. Han mener, at teknologien er nødvendig for innovationen i en lang række brancher.

CHINA-BRAZIL/
Kinas præsident Xi Jinping har meldt ud, blockchainteknologien bag bitcoin er vigtig for Kinas innovation i en lang række brancher. Det har fået den virtuelle valutas værdi til at skyde i vejret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jason Lee/Reuters/Ritzau Scanpix

Kryptovalutaen bitcoin har haft måneder, der har budt på opture og nedture, og der er ikke langt imellem rutsjeturene.

Og nu får Kinas præsident, Xi Jinping, igen kursen til at slingre. Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.

Præsidenten tager nu blockchain-teknologien til sig og opfordrer sit land til at blive verdensledende inden for udviklingen.

»Vi må anse blockchain som vigtig for uafhængig innovation af kerneteknologi i Kina,« sagde Xi Jinping i en tale til den kinesiske centralkomité for et par dage siden.

De positive udmeldinger fik kursen til at stige hen over weekenden, hvor den hoppede fra 7.300 dollar til knap 10.000 dollar.

Værdien har længe været ustabil. I foråret lå den på sit laveste niveau, hvor den stod til 3.300 dollar. Blot få måneder efter blev den i juli mere end firdoblet til knap 14.000 dollar.

Så smed Facebook sig ind i konkurrencen ved at varsle sine planer om en ny og mere stabil kryptovaluta, der blev navngivet libra. Og det igangsatte endnu en nedtur for bitcoin.

Afhængig af Kina

Den kinesiske præsidents udtalelser om bitcoin viser endnu en gang, hvor afhængig bitcoin-kursen er af det kinesiske marked. Og måske er Xi Jinping manden, der kan sikre en mere stabil værdi, hvis han fortsætter med at holde hånden under kryptovalutaen.

Tidligere benyttede mange kinesiske borgere kryptovalutaen for at omgå Kinas strenge kapitalkontrol, der gør det vanskeligt for de lokale at veksle til fremmede valutaer. Bitcoin blev på den måde en mere sikker måde for dem at opbevare deres penge på.

I den periode steg værdien massivt. Men så satte de kinesiske myndigheder foden i jorden og nedlagde et forbud mod al handel med bitcoin i 2017.

Bitcoin er en omdiskuteret valuta. Kritikere har blandt andet angrebet valutaen for ikke at have nogen reel værdi, ikke at være anerkendt som betalingsmiddel og for at være populær blandt kriminelle til at finansiere lyssky gerninger som lejemord og narkotikahandel.

På trods af valutaens ustabile værdi vender den kinesiske præsident altså nu på en tallerken og får værdien til at skyde i vejret. Han mener, at teknologien bag den virtuelle valuta er en fordel for en række industrier, deriblandt finans-, uddannelses- og sundhedssektoren.

»Vi må udnytte muligheden,« sagde Xi Jinping i sidste uge.

Over 60 børsnoterede kinesiske selskaber har investeret i blockchain. Mange af selskabernes aktiekurser steg ligeledes voldsomt, efter at præsidenten have erklæret sin støtte til blockchain.

Det er første gang, Xi Jinping kommenterer betydningen af bitcoin og sætter den i sammenhæng med landets industrielle udvikling.