»M/K søges: Skal lede en af verdens mest indflydelsesrige finansinstitutioner. Skal kunne håndtere en 325 år gammel centralbank gennem politisk krise og svær økonomisk usikkerhed. Løn: 480.000 pund årligt.«
Da den britiske finansminister, Philip Hammond, forleden slog jobopslaget op for landets næste centralbankchef, erkendte han, at Brexit formentlig vil afskrække en del kandidater. Det vil formentlig også være håndteringen af Brexit-scenariet, den nuværende indehaver af jobbet vil blive husket for.