»It's the economy, stupid« – indtil det ikke er det længere

Præsident Trumps coronasmitte har naturligvis taget overskrifterne i den amerikanske valgkamp. Men når støvet har lagt sig, vil et af Trumps vigtigste trumfkort være økonomien, der viser pæne livstegn efter nedlukningerne i foråret. Den store temperaturmåler af det amerikanske arbejdsmarked i september viste et nyt fald i ledigheden.

Beskæftigelsen på barer og i restauranter i USA har kun været svagt stigende de seneste par måneder. Bryan R. Smith/AFP/Ritzau Scanpix

»It's the economy, stupid«.

I 1992 var det et af de interne kampråb i Bill Clintons forsøg på at besejre præsident George H. W. Bush. Bush er en af USAs mest succesfulde præsidenter, når man ser på substansen, men økonomien havde taget et dyk i 1990 og 1991, og arbejdsløsheden toppede på næsten otte procent i juni 1992. Det billede blev Bill Clintons springbræt – også selv om ledigheden faktisk faldt kraftigt i andet halvår af 1992.