Amerikanerne fik en råbekonkurrence: Men her er det, de fortjente at høre om deres økonomi

Debatten mellem Donald Trump og Joe Biden havde masser af råb og afbrydelser og meget lidt substans. Især på det økonomiske område er det synd, for begge kandidater har ting, som de kan prale af – og et meget forskelligt syn på, hvordan USAs økonomiske storhed skal fastholdes. Her er et bud på, hvad de to burde have sagt.

Den første amerikanske præsidentdebat var ikke nogen smuk oplevelse. De fleste havde trods alt forventet at få lidt mere at vide om fremtiden. Ikke mindst på det økonomiske område, som 79 procent af vælgerne ser som et vigtigt tema i valgkampen.

Økonomien er samtidig det tema, hvor vælgerne i højest grad anerkender præsident Trumps håndtering, selv om Joe Biden ikke ligger langt bagefter. Faktisk er vurderingen af Trumps håndtering steget de seneste par måneder i takt med den faldende ledighed.