I sidste uge afviste regeringen et indgreb på boligmarkedet. Men nu vokser udskældt lån

På dagen, hvor statens finansielle vagthund skal holde møde om det glohede boligmarked, viser nye tal en stigning i andelen af udskældte lån.

 
Hus- og lejlighedspriserne er det seneste år steget mere end 13 procent, mens priserne på sommerhuse er vokset med 20 procent, viser tal fra Boligsidens Markedsindeks. I sidste uge holdt Nationalbankens pressemøde om blandt andet boligmarkedet. Redigering: August Bang Kilde: Ritzau/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er blot seks dage siden, regeringen hældte et indgreb på det glohede boligmarked ned ad brættet.

Begrundelsen lød, at boligmarkedet »er i gang med en stabilisering«.

Men nu viser nye tal fra Nationalbanken, at de udskældte afdragsfrie lån fortsætter med at vinde markedsandele.

»Afdragsfriheden er højaktuel i den her tid, hvor regeringen i sidste uge afviste Det Systemiske Risikoråds henstilling målrettet netop de afdragsfrie lån. Derfor springer det da også i øjnene, at afdragsfriheden fortsætter frem. Den nye medvind i de afdragsfrie lån sker efter adskillige år med dalende popularitet hos de danske boligejere,« skriver cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

Markedsandelen af de afdragsfrie lån voksede til 45,6 procent af det samlede udlån af ejerboliger og fritidshuse i august mod 45,4 procent i juli, viser tallene fra Nationalbanken.

De afdragsfrie lån har været i vælten, fordi der har været stor fart på boligmarkedet under coronakrisen. Udviklingen har vakt bekymring hos Det Systemiske Risikoråd, der i juni sendte en henstilling afsted til erhvervsminister Simon Kollerup (S) om at gribe ind på boligmarkedet ved at begrænse adgangen til de afdragsfrie lån.

Rådet har efterspurgt et indgreb mod de afdragsfrie lån, fordi boligejerne bliver mere følsomme over for rentestigninger og prisfald på boligmarkedet, når de ikke afdrager deres gæld.

»Jeg ved ikke, hvad det er, regeringen ikke forstår«

Men ministeren afviste ministeren altså i sidste uge at gribe ind med begrundelsen, at boligmarkedet er i gang med en stabilisering, at dansk økonomi er sund, husholdningernes økonomi robust, og at bankerne er stabile.

I stedet lovede han at lave en skærpet overvågning af boligmarkedet og udviklingen i de afdragsfrie lån.

Direktør for Danmarks Nationalbank Lars Rohde, som også sidder for bordenden i Det Systemiske Risikoråd, er utilfreds med, at regeringen ikke vil lave et indgreb på boligmarkedet.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

Ministerens tiltag er ifølge direktør for Danmarks Nationalbank Lars Rohde ikke gode nok. Lars Rohde sidder også for bordenden i Det Systemiske Risikoråd, som mandag holder møde.

»Jeg ved ikke, hvad det er, regeringen ikke forstår. Det er godt, at vi får sikret, at alle boligejere får gælden ned til et noget mere håndterbart niveau,« sagde han torsdag i sidste uge til Berlingske.

De nye tal fra Nationalbanken viser, at afdragsfriheden generelt har fået medvind hos boligejerne igen, og i dag er der afdragsfrie lån i de danske boliger for 734 milliarder kroner, hvilket er 1,7  milliarder kroner mere end for en måned siden og 60  milliarder kroner mere end for et år siden.

»Boligejere anvender de afdragsfrie lån fornuftigt«

Selvom fremgangen i de afdragsfrie lån ifølge Jeppe Juul Borre »bestemt er til at få øje på,« peger han også på, at de udskældte lån omvendt ikke »tordner frem«.

»Vi behøver blot skrue tiden mindre end tre år tilbage for at finde en tilsvarende andel. Samtidig kombinerer boligejerne i altovervejende grad afdragsfriheden med fast rente, som giver en iboende robusthed,« skriver han.

Han mener, at det er fornuftigt, at regeringen ikke vil lave et indgreb, der skal begrænse lånene.

»Boligmarkedet har i den grad lagt det hæsblæsende tempo bag sig. Kreditvæksten alene er moderat, og boligejerne viser stærke robusthedstegn,« skriver han og tilføjer:

»I dag er der et nyt møde i rådet, og derfor virker dagens tal veltimet, eftersom den seneste og afviste henstilling med stensikkerhed vil blive drøftet.«

Heller ikke hos Realkredit Danmark er cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig for alvor bekymret over dagens tal.

»Rigtig mange boligejere anvender de afdragsfrie lån fornuftigt. Således udnytter langt hovedparten af låntagerne afdragsfriheden til at betale deres banklån hurtigere ned end ellers, og når afdragsfriheden udløber, så er banklånet betalt ud. Og ellers anvendes afdragsfriheden i høj grad af ældre boligejere, som allerede har en ganske pæn friværdi i boligen,« skriver han i en kommentar.