I går jublede boligejerne over rentenedsættelse – nu peger pilen den anden vej

Rentefesten for boligejerne, efter at Den Europæiske Centralbank satte renten ned torsdag, varede ikke længe.

EUROPE-BANKS/RATES
Boligrenterne faldt, da chefen for Den Europæiske Centralbank, ECB, Mario Draghi torsdag som ventet satte eurorenten ned. Men fredag er renterne mod forventning begyndt at stige. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

Det skulle have været så godt for boligejerne, da Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag satte den danske rente ned. Men så gik det den modsatte vej. Renterne stiger fredag, og fra mandag kan det komme til at betyde, at de meget lukrative 0,5-procentslån ikke længere vil være så attraktive, og at det toneangivende 30-årige lån uden afdrag dermed igen bliver 1,0-procentslånet.

Det fremhæver både Nordea Kredit og Arbejdernes Landbank, efter at ECB torsdag satte eurorenten ned. Efterfølgende kom helt som ventet en rentenedsættelse fra Danmarks Nationalbank, der satte den danske rente ned med 0,1 procent, så den kom ned på -0,75 procent.

Det kunne åbne et rent drømmeland for de danske boligejere, men helt sådan gik det ikke. I første omgang gav rentenedsættelsen faldende boligrenter, men da aktørerne på obligationsmarkedet havde nærstuderet meddelelsen fra ECB, gik det pludselig den modsatte vej.

Nordea Kredit påpeger, at det 30-årige 1,0-procentslån fredag middag handles til kurs 99,9. Hvis det kursniveau fortsætter dagen ud, er det sandsynligt, at realkreditinstitutterne igen skal til at udstede lån i serien fra på mandag. Når kursen kommer under 100, må realkreditinstitutterne igen begynde at udstede nye lånetilbud i en serie.

Det 30-årige 0,5-procentslån lå fredag formiddag i en kurs på 96,3.

»Det lå ikke lige i kortene, at den store pengepolitiske lempelse fra ECB skulle føre til højere renter. Men fordi ECB ikke kun satte renten ned, men også indførte et todelt likviditetssystem, fik det nogle markedsdeltagere til at mene, at der faktisk var tale om en stramning frem for en lempelse,« siger chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann

»Lige efter ECBs rentemøde i går faldt de lange boligrenter. Rentefesten varede dog ikke længe, for da investorerne havde haft tid til at nærlæse alle ECBs budskaber, vendte markedet 180 grader, og i dag er rentestigningen fortsat,« siger Lise Nytoft Bergmann, der fremhæver, at det er sandsynligt, at vi igen skal vænne os til en rente på en procent, når vi taler 30-årige lån uden afdrag, og 0,5 procent, når vi taler om de 20-årige lån.

Øv for konvertering

Lise Nytoft Bergmann bemærker, at rentestigningen er »øv for de mange boligejere, som er ved at konvertere«. Mulighederne er ikke længere nær så gode, som de har været.

Chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann

»Det lå ikke lige i kortene, at den store pengepolitiske lempelse fra ECB skulle føre til højere renter.«


Hos Arbejdernes Landsbank fremhæver privatøkonom Brian Friis Helmer, at billedet af rekordlave renter er uændret, uanset om renten på de fastforrentede 30-årige lån hedder halvanden procent eller en procent.

»Det er ikke entydigt dårligt for den konverteringsbølge, som allerede er i gang, da 1,0-procentslånet med afdragsfrihed således vil kunne fås stort set uden kurstab, hvis det genåbner mandag, hvad meget tyder på, at det gør. Boligejerne står med massive omlægningsmuligheder. Vi så i sommer, at der blev omlagt for 185 mia. kr. til netop 1,0-procentslånet – i dag er renten faktisk lavere end det niveau,« siger Brian Helmer.