Hvordan skal vi omgås på fremtidens danske arbejdspladser?

Vi skal i den kommende tid have en diskussion på de danske arbejdspladser om, hvad der er ordentlig og acceptabel adfærd. Det er en sund diskussion at tage, men den er absolut ikke enkel, hvis alle skal finde sig hjemme i samværet. Vi skal have åbne øjne for, at alle fravalg og tilvalg har konsekvenser.

Firmajulefrokosterne er i år coronaramte. Det er måske meget godt, at vi får mulighed for at diskutere omgangsformer, og hvad der er passende, inden vi igen hæver snapseglasset . Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Det er måske meget godt, at der ikke er julefrokoster i år.

De mange – helt vilde – sager om krænkelser og sexschikane er ikke hverdagskost på danske arbejdspladser. Men sager og historier fra en lang række brancher, blandt andet advokater, revisorer og konsulenter, viser, at den kultur, der muliggør egentlige krænkelser, nok er mere udbredt end som så. Det betyder, at der er helt basale forhold i vores omgang med hinanden, som vi skal tænke efter. Og måske ikke mindst tale om. Hvad er acceptabelt og sjovt? Hvad er lummert og ekskluderende?

Et af de forhold er helt åbenlyst sammenblandingen af alkohol og arbejde.

Det er en integreret del af den danske arbejdskultur, at man kan gå ud sammen uanset sin plads i hierarkiet. Det betyder, at medarbejdere nogle gange har sagt ting til en chef, som under normale omstændigheder ikke ville være tilladt. Det betyder, at chefer nogle gange har sagt eller gjort ting, som ikke ville være sket under normale omstændigheder.

Mon ikke de fleste bare en enkelt gang i deres arbejdsliv har prøvet at have bare lidt dårlig samvittighed dagen efter? Men vi kommer som regel videre og opbygger den vej en tillidssfære.

Jeg taler ikke om krænkelser, uinviterede hænder på låret eller lignende situationer, der langt er uden for den sociale skive. Men vi må vel i fællesskab kunne erkende, at der er en gråzone, der godt kan blive lidt tåget, når der kommer alkohol indenbords. Nogle vil blive stødt af bemærkninger, som andre finder morsomme. Nogle kan blive krænkede af at overhøre andres samtaler. Sarkasme er altid en farlig ven at tage med i byen.

Det kan give sammenhold at kende hinanden i medgang og modgang. Og når det dugger lidt. Det kan øge tilliden til hinanden, når man har set sine kolleger, chefer og medarbejdere uden paraderne oppe. Men det er også en kultur, der kan være hård og ekskluderende.

Det er dog ikke kun alkoholen, der er en særlig dansk kultur. Udlændinge, der arbejder i Danmark, melder næsten alle med den samme forbløffelse over danskernes omgangsform på arbejdspladsen. At vi kan tale hårdt og direkte til hinanden. At vores vittigheder kan være grænseoverskridende.

Da jeg arbejdede i USA, var det en helt anden kultur, også selv om min organisation var multikulturel med betydelig sydamerikansk indflydelse. Her var der en anden tradition, hvor chefer mødtes med chefer, senior med senior og junior med junior. Her fandt man komfortable underrum i den samlede organisation, hvor man ikke hele tiden skulle være på vagt.

Resultatet var en organisation, der ikke kendte hinanden på tværs af hierarkiet og heller ikke stolede på hinanden. Det gjaldt i øvrigt ikke kun på min arbejdsplads. Ingen af mine venner og bekendte i Washington havde venskabelig omgang med chefer – eller medarbejdere. De syntes, jeg var meget mærkelig, når jeg samlede mit team i festligt lag.

Herhjemme er vi lige nu i gang med at afdække de #metoo-konflikter, der er på danske arbejdspladser. Det er en sund proces, der forhåbentligt fører til en bredere debat om afvejningen mellem en fri tone, og hvor meget vi vil acceptere af dumsmartheder – også når det gælder seksuelle og etniske minoriteter.

Men vi skal passe på med barnet og badevandet. For HR vil det nemmeste være hårde regler og trusler om straf, hvis man træder over en grænse, der bliver formuleret i et hjørnekontor. Vi kan gøre vores fællessprog kønsneutralt. Vi kan – som amerikanerne – undlade at diskutere emner, der kan støde modparten. Vi kan droppe sarkasmen.

Men vi skal gøre det med åbne øjne. Mange steder har coronanedlukninger og hjemmearbejde allerede fragmenteret arbejdspladserne, hvor man taler med færre, holder sig til det stramt faglige i det virtuelle rum og mødes i mindre grupper med dem, som man har mest tilfælles med. Hvornår har vi sidst talt sammen allesammen? Hjemmearbejdet betyder også, at dialogen om et fælles værdisæt på arbejdspladsen bliver næsten umulig. Det er ikke et emne, der egner sig til virtuelt stormøde.

Kombinationen af yderligere mange måneder med coronarestriktioner og en mere fundamental debat om vores arbejdskultur kan vise sig at give permanente ændringer i vores arbejdskultur. Vil vi glide mere fra hinanden og blive mere opdelte? Mindre sammentømrede? Men også mindre krænkelsesudfordrede? Det er ikke nogen nem debat – og der er ikke nogen universel løsning.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør