Hvad der er skidt for Mario Draghi, er godt for dig

Den Europæiske Centralbank (ECB) er ikke tilfreds med udsigterne for inflation og har derfor fundet værktøjskassen frem igen. Men vil det overhovedet gøre en forskel? ECBs chef, Mario Draghi, virker efterhånden selv tvivlende. Og hvad er det dér inflation egentlig, siden det er så afgørende for vores velbefindende, om den er 1,6 pct. eller 1,9 pct. to år ude i fremtiden?

ECB har igen fundet værktøjskassen frem. Spørgsmålet er, om det vil gøre en forskel for økonomien og ikke mindst udsigterne for inflationen. Det er nok meget tvivlsomt. Fold sammen
Læs mere
Foto: DANIEL ROLAND

»Sandsynligvis ikke.«

Med de to ord punkterede chefen for ECB, Mario Draghi, ideen om, at stadig mere lempelig pengepolitik vil blive ved med at fungere. I slutningen af et langt pressemøde på årets varmeste dag og midt i den europæiske sommerferie kom Draghi dermed med en indrømmelse af de helt store. Draghi sagde også, at effekten af lempelser nok var aftagende. Med andre ord kan det godt være, at ECB kommer med mere sukker til aktiemarkederne, men det er snart slut.

Det store spørgsmål er, hvor langt vi er i forhold til den aftagende effekt af flere lempelser. ECBs cheføkonom, Philip Lane, pointerede i en tale 2. juli, at de store opkøbsprogrammer har virket ved at presse renterne ned. Men skønt mere lempelse vil kunne presse renterne endnu mere ned, så er det ikke det samme som, at økonomierne får det bedre – eller at vi får mere inflation. Selv om ECB i fire år trykkede speederen helt i bund, har inflationen (renset for energi og fødevarer) i mange år været forbavsende stabil omkring en procent. Diskussionen om virkningen pågår fortsat – også internt i ECB. For der var ikke meget konkret i torsdagens meddelelse eller pressemøde om, hvad det egentlig er, ECB har tænkt sig at gøre.

Inflationsudsigter bekymrer

Selv om europæisk økonomi har fået det værre, især tysk industri, så var det udsigterne for inflationen, der fik Draghi til at presse på for mere lempelse.

»Vi bryder os ikke om, hvad vi ser«, sagde Draghi flere gange med henvisning til et fald i forventningerne til inflationen.

Det er ikke godt nok, at inflationen forventes at stige til 1,6 pct. i 2021, når målet nu er 1,9 pct.

Jeg vil ikke blive overrasket, hvis inflationen i 2021 er nærmere nul end to procent. Blandt andet fordi handelskrigen mellem USA og Kina har skabt et overskud af varer i Kina, der nu skal afsættes andetsteds. Det giver lavere varepriser hos os, ligegyldigt hvor meget lønningerne stiger, og hvor lav ledigheden er. I takt med at e-handel bliver stadig mere udbredt på det europæiske kontinent (her ligger Danmark i front), vil konkurrencen om kundernes gunst også blive intensiveret. Det giver et nedadrettet pres på varepriserne.

Samtidig betyder teknologiske landvindinger og øget konkurrence, at mange servicepriser også er faldet. Eksempelvis er Danmark et land med stor konkurrence på teleområdet. Det betyder, at priser på wi-fi i Danmark er faldet med 40 pct. siden 2010. I Frankrig kom en ny spiller, Iliad, på markedet i 2012, hvilket fik priserne til at falde med 34 pct. på 15 måneder. Efter at Iliad gik ind på det italienske marked i maj 2018, er wi-fi-priserne faldet med 11 pct.

Men er faldende priser på teleydelser noget skidt, som en centralbank skal reagere på? Tværtimod giver det bredere adgang til teknologi og dermed en mere effektiv økonomi samt forøger husholdningernes råderum.

Hvad er inflation?

Diskussionen om inflation og deflation er forældet. Faldende priser som følge af mere konkurrence og gennemsigtighed er godt for økonomien. Men diskussionen har også brug for et realitetstjek, fordi »inflation« ikke er det ophøjede og entydige mål for en prisudvikling, som man skulle tro, når man ser Draghis fortvivlede ansigt ved udsigter til, at inflation bliver 0,3 procentpoint lavere end ønsket to år ude i fremtiden.

Inflation er som elastik i metermål og afhænger blandt andet af, hvordan man antager, at forbrugernes forbrugsmønster ændrer sig ved prisstigninger. Køber man mere af Aldis egen ketchup, hvis prisen på Heinz stiger? Inflationen afhænger i høj grad af, hvordan man prissætter den teknologiske udvikling: Det kan godt være, at man betaler det samme for en smartphone i dag som for fem år siden, men den kan meget mere. Dermed er prisen på den samme teknologi faldet. Det er ikke noget enkelt regnestykke.

Inflation handler også om, hvad man rent faktisk tager med. Ofte vil analytikere sammenligne inflationen i euroområdet og USA og konkludere, at der er højere inflation i USA, fordi de er længere i den økonomiske cyklus. Men det er ikke rigtigt. Næsten halvdelen af amerikansk inflation skyldes, at man har en komponent, der hedder »lejeværdi af egen bolig«. Man ringer simpelthen til en masse boligejere og spørger dem, hvad de tror, de kan tage i leje for deres bolig. Voila! Det er en fjerdedel af den samlede amerikanske forbrugskurv. I euroområdet har det en vægt på nul. Ikke overraskende er amerikanske boligejeres vurdering af lejemarkedet tæt forbundet med prisudvikling for ejerboliger. Hvis man lægger den sammenhæng ind i det europæiske indeks, så har vi pludselig fundet de 0,3 procentpoint inflation, der vil få Draghi til at sove godt om natten.

Prisstabilitet bør være stabile priser

ECB har en traktatfæstet mission om at opnå prisstabilitet. Men EUs traktater siger ikke noget om, hvad prisstabilitet er. En lægmand ville måske mene, at prisstabilitet betyder, at priserne er stabile … altså nul inflation. ECB valgte i 1998 at definere prisstabilitet som under to procent. Den nuværende inflation – og udsigterne for inflationen – lever således fint op til ECBs oprindelige definition af, hvor inflationen bør være. Det var først i 2003, at det djævelske »men tæt på« to procent blev tilføjet.

Netop fordi der er så mange elementer, der gør inflation og forventninger til inflation til noget knap så håndfast, er det så yderligere tragisk, at ECB nu vælger at skyde den store pengepolitiske kanon af igen. For vi befinder os nok meget langt henne i den fase med aftagende virkning.

Inflationsmålsætninger blev indført for at få inflationen ned fra 1970ernes og 1980ernes galoperende prisstigninger. Nu har vi fået stabile priser. Og så er det også galt. I stedet for at dele sukker ud, burde centralbankerne kollektivt stille sig selv det spørgsmål, om det, de styrer efter, rent faktisk giver mening eller er forældet.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør