Højeste skattetryk i fredstid. Britisk regering bryder alle valgløfter

Premierminister Boris Johnson har brudt de konservatives valgløfter og for anden gang i år gennemført en markant forhøjelse af skatterne. Dermed er det britiske skattetryk det højeste målt i fredstid. Det kommer samtidig med, at Brexit bider i den britiske samhandel med EU, og mangel på arbejdskraft skaber problemer i mange sektorer. Vækstudsigterne har fået flere skyer på horisonten.

Ingen britisk premierminister har hævet skatterne så meget som den konservative Boris Johnson har gjort i år. Fold sammen
Læs mere
Foto: JESSICA TAYLOR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Opdateret mandag 13. september, da den britiske regering søndag aften trak de hidtidige planer om udbredt brug af coronapas tilbage.

»We are the party of low taxation,« buldrede den konservative britiske premierminister Boris Johnson i parlamentet i sidste uge. Anledningen var den minifinanslov, som regeringen havde fremsat tidligere på ugen.

Det var en pakke, der skal håndtere en pukkel på seks millioner udskudte undersøgelser og behandlinger i sundhedsvæsenet, der har ophobet sig under coronatiden, men pakken indeholder også et indgreb i engelske husholdningers udgifter til plejehjem. Indtil nu har udgifterne alene været båret af husholdningerne, hvilket har drevet mange fra hus og hjem.

Det var ikke så meget, hvor pengene skulle bruges, der førte til løftede øjenbryn og Boris Johnsons udbrud i parlamentet. Det var, hvordan det skulle finansieres. Det er nemlig med en forhøjelse af den skat (National Insurance Contributions – NICs), som beskæftigede og arbejdsgiverne betaler på i alt 2,5 procent. Den bliver fra 2023 et selvstændigt skattebidrag.

Ved at hæve denne skat og ikke den generelle indkomstskat vil de nye udgifter altså blive båret af de yngre aldersgrupper, mens pensionister i store træk slipper for at skulle betale. Det er ikke så overraskende i lyset af, at de konservatives kernevælgere er betydeligt ældre end Labours.

Den uafhængige tænketank Institute for Fiscal Studies var ætsende hård i sin kritik af regeringens forslag, også selvom IFS anerkendte, at der var behov for en stor tilførsel af ressourcer til sundhed og plejesektoren:

»Det er skuffende, at regeringen ikke fandt en bedre måde at finansiere disse udgiftsstigninger. En simpel stigning i indkomstskatten ville have været at foretrække. Der er ingen god økonomisk grund til at indføre en tredje skat på indkomst.«

Den nye skat skal indbringe 14 milliarder pund om året eller 122 milliarder kroner. Det kommer, efter at finansloven fra marts introducerede den største skattestigning siden 1993 med otte milliarder pund fra højere indkomstskatter og 12 milliarder pund fra højere selskabsskat.

Det betyder, at den offentlige sektor vil nå den største andel af økonomien i fredstid – og skattetrykket ligeså. Det skabte ikke overraskende murren i krogene hos konservative, for med sådanne skattestigninger klinger det hult at kalde de konservative for »partiet for lave skatter«. Boris Johnson modargument er, at skatterne ville været steget mere under en Labour-regering.

De seneste skatteforhøjelser rejser naturligvis spørgsmål om, hvad der er den konservative regerings vision for et succesfuldt »Global Britain« efter Brexit. Især den højere selskabsskat er i modstrid med Boris Johnsons tidlige vision om et Storbritannien med lave skatter og lempelig regulering, der nemt skulle kunne udkonkurrere de overregulerede lande i EU.

Ikke så meget frihed på frihedsdagen

Skatterne står således til at stige markant næste år, hvilket vil trække vækst ud af britisk økonomi og øge usikkerheden om, hvor den britiske økonomi er på vej hen. Det går nemlig heller ikke helt godt med coronaen.

I marts lovede Boris Johnson, at 21. juni ville blive englændernes »frihedsdag«, hvor coronarestriktionerne blev afskaffet. Det blev så skubbet til juli, men de stigende markant højere smittetal betyder nu, at den konservative regering er blandt andet i gang med at indføre krav om vaccinationer i flere plejeerhverv. Hvor den danske regerings særbeføjelser udløb i fredags, vil Johnson have sine beføjelser forlænget til marts næste år. Hjemmearbejde kan igen komme på dagsordenen senere på året.

Det har sat sig spor i britisk økonomi, hvor aktiviteten næsten ikke voksede i august og dermed har stabiliseret sig under 2,5 procent under niveauet ved udgangen af 2019. Det er dog ikke kun de fortsatte begrænsninger, der trækker ned og risikerer at give britisk økonomi et træls efterår. Den globale forsyningssituation rammer også britiske virksomheder, akkurat som herhjemme, men langt mere alvorligt er en akut mangel på arbejdskraft.

Det skyldes delvist, at nære coronakontakter skal isolere sig efter en meddelelse på sundhedsappen. Men det skyldes også, at Brexit har medført et gigantisk bureaukrati ved handel med den største handelspartner EU og, at europæisk arbejdskraft ikke er der til at fylde de sædvanlige roller. De mangler til at høste på markerne, servere på restauranterne, i sundheds- og plejesektoren, og ikke mindst i transportsektoren er der alvorlig krise. Myndighederne forventer, at udrulningen af efterårets influenzavacciner bliver forsinket på grund af chaufførmangel.

Supermarkedshylder har været tomme, og fastfoodkæder har måtte melde udsolgt af varer. For eksempel har McDonalds ikke kunne lave milkshakes.

Dertil kommer, at Brexit har sat sig tydelige spor i Storbritanniens handel med omverdenen. I år vil Storbritannien glide ud af den tyske top-10 over de vigtigste eksportmarkeder for første gang i efterkrigstiden. Den britiske import af varer og tjenester er fra EU er nu en tredjedel lavere end i begyndelsen af 2019, mens eksporten er faldet med en fjerdedel.

Det store fald i tjenestebalancen skyldes blandt andet, at vaccinerede briter er valfartet til europæiske rejsemål, mens det omvendt er umuligt at komme ind i Storbritannien. Men faldet i samhandlen af varer er i høj grad et udtryk for svagere økonomiske bånd på tværs af Den Engelske Kanal.

Optimismen i britisk erhvervsliv er fortsat på et pænt niveau, men er faldet siden forsommerens eufori. Ligesom herhjemme fortsætter boligmarkedet med at buldre derudaf, og opsparingerne i husholdningerne er høje og understøtter en fortsat forbrugsfest. Desuden har staten sat gang i mange store infrastrukturinvesteringer.

Den samlede økonomiske vækst ser dog ud til at udvikle sig noget svagere, end Bank of England forventede i sin seneste inflationsrapport fra begyndelsen af august. Det er også afgørende, at erhvervslivets investeringer fortsat ligger underdrejede. Mens de i USA og Frankrig nu er højere end før coronakrisen og lidt under i Tyskland, er de fortsat 15 procent lavere i Storbritannien. Det har ikke kun konsekvenser for den økonomiske vækst her og nu, men er også en mistillidserklæring til fremtiden.

2022 kan blive året, hvor Brexit og finanspolitik fusionerer til en ubehagelig modvind for samfundsøkonomien.