Højeste inflation i næsten 40 år – skyerne samler sig om dansk økonomi

Forbrugerpriserne i Danmark steg over syv procent i maj i forhold til året før. Dermed fortsætter angrebet på danskernes købekraft med uformindsket styrke. Dansk økonomi har mange styrker, men skyerne samler sig, og efteråret kan blive en grim cocktail af dårligdomme.

Inflationen fortsætter op i Danmark, og købekraften bliver dermed ramt hårdt, når der skal betales for indkøbskurven. Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix Signe Goldmann

Det er intet sted at gemme sig for det voldsomme udbrud af inflation. Det gælder i de fleste vestlige lande. Det gælder i særdeleshed herhjemme. I maj steg forbrugerpriserne med 0,9 procent i forhold til april og med 7,4 procent i forhold til maj sidste år. Vi skal næsten 40 år tilbage til begyndelsen af Poul Schlüters (K) regeringstid for at finde noget tilsvarende.

Priserne på alle varer er steget med 11 procent, mens stigningen i priserne på tjenesteydelser har været langt mere moderat med 3,2 procent. Servicepriser afhænger i højere grad af lønudviklingen og må derfor forventes at blive højere i løbet af året.