Nu kommer renteforhøjelserne – midt i din sommerferie går det løs

Som forventet holdt Den Europæiske Centralbank renterne i ro på torsdagens møde. Medmindre økonomien ryger ned i et hul, vil det dog blive en sommer i renteforhøjelsernes tegn. Spørgsmålet er nu kun, hvor hurtigt ECB vil gå frem. Også andre elementer kan påvirke europæiske og danske renter.

På torsdagens møde i ECB lovede chefen, Christine Lagarde, at gøre, hvad end der skal til for at få inflationen i euroområdet ned. Derfor kommer der nu renteforhøjelser. John Thys/AFP/Ritzau Scanpix

Helt som forventet fastholdt Den Europæiske Centralbank (ECB) renterne på dagens møde. Dermed er den toneangivende rente fortsat negativ på minus 0,5 procent.

Til gengæld tog ECB andre skridt i retning af en normalisering af pengepolitikken. Det almindelige opkøbsprogram af obligationer bliver afsluttet ved udgangen af denne måned. Dermed åbnes der for renteforhøjelser på mødet i juli.