Historisk fald i detailsalget var langt større end forventet: »Det understreger katastrofeopbremsningen«

Detailsalget steg en anelse i april. Samtidig var faldet i marts dog langt større end først beregnet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I april steg detailsalget med 0,4 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Detailsalget faldt med 0,4 procent i april.

Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik, der også viser, at detailsalget faldt langt mere end forventet i marts.

For en måned siden anslog Danmarks Statistik, at detailsalget var faldet med to procent i marts, hvilket i sig selv var det største månedlige fald siden statistikkens start i 2000.

Men nu viser den seneste opgørelse, at faldet i virkeligheden var langt mere dramatisk. For de reviderede tal peger på et fald i den samlede detailomsætning på 4,5 procent i marts.

»Det understreger katastrofeopbremsningen i forbruget som følge af virusudbruddet,« skriver Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken, i en kommentar.

Også privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen har bidt mærke i nedrevideringen af tallene for marts. Hun fremhæver, at det forstærker billedet af, at især én branche er særligt hårdt ramt af coronakrisen.

»Navnlig tøj- og skobranchen er hårdt ramt, og omsætningen faldt med yderligere 16,6 procent fra marts til april. Samtidig blev martsfaldet revideret, så det var dobbelt så stort som først antaget,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar.

Både detailomsætningen for marts og april er dog »foreløbige tal«, fremgår det af opgørelsen fra Danmarks Statistik.

»Relativt billigt sluppet«

Selv efter den store nedrevidering af tallene for april fremhæver Jes Asmussen, at det danske detailsalg ser ud til at være »relativt billigt sluppet«, hvis man sammenligner med udviklingen i lande som USA og Storbritannien.

»Det er dog muligt, at der er en betydelig grad af usikkerhed, også i tallene for aprilopgørelsen, som den store nedrevidering af marts-tallene vidner om,« skriver Jes Asmussen

Cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensen betegner detailomsætningstallene for april som »overraskende gode«. Han fremhæver dog også, at tallene dækker over en enorm skæv udvikling, idet salget af tøj er faldet med næsten 60 procent sammenlignet med april sidste år, mens salget af andre forbrugsvarer er steget med tre procent.

»Alt i alt er det dog en god nyhed, der slår en tyk streg under, at de danske forbrugere gik ind i covid-19 krisen med penge på kistebunden,« skriver Søren V. Kristensen i en kommentar.

»Alligevel er detailsalget lidt et skønmaleri af, hvordan det i virkeligheden står til med det private forbrug i Danmark. De områder af dansk økonomi, der er allerhårdest ramt, er servicesektoren. Store dele af denne sektor har været lukket helt ned eller er det stadig. Derfor har vi også set forbruget falde drastisk i disse områder af økonomien,« tilføjer Søren V. Kristensen.

Samlet var detailsalget 2,9 procent lavere i perioden februar-april 2020 end i perioden fra november 2019 til januar 2020.