Blandt økonomer og finansfolk er der ingen tvivl: Den høje inflation vil tvinge centralbankerne til at stramme pengepolitikken og sende renterne i vejret i løbet af 2022.
Men spørger man den brede danske befolkning, er den knap så overbevist. Faktisk tror halvdelen af danskerne, at renterne vil forblive uændrede eller endda falde over de kommende 12 måneder, hvilket dermed stiller dem i skarp kontrast til eksperterne. Det viser en undersøgelse fra pensionsselskabet Velliv, som er foretaget af analyseinstituttet Userneeds. Spørgsmålet er stillet ud fra den tiårige danske statsrente, og altså ikke den officielle rente fra Nationalbanken, der i øjeblikket ligger på minus 0,6 procent.