En inflation på hele 8,7 procent i februar 1983. Den faldt efterfølgende ganske pænt, men først i foråret 1990 kom den under tre procent. Sådan lød menuen for danskerne, sidste gang inflationen kom op på det nuværende skyhøje niveau.
Verden var helt anderledes tilbage i 1980erne, og det var både den danske og globale økonomi også. Alligevel går frygten nu på, at en høj inflation igen skal bide sig fast.
Det sker på baggrund af mandagens tal fra Danmarks Statistik, der viste, at inflationen i juni kom op på 8,2 procent. I maj var inflationen 7,4 procent, og med junitallet er der tale om den største stigning i inflationen i 39 år.
Flere økonomer lægger ikke skjul på, hvad der skal til for at få bugt med inflationen, men det er også en vej, som kan være fyldt med farer.
»Centralbankerne er nødt til at få bugt med den ekstremt høje inflation, og det gør de ved at hæve renterne i en grad, så efterspørgslen falder. Problemet ved det er, at de kan havne i en situation, hvor de er nødt til at hæve renterne så meget, at det sender økonomien ind i en dyb recession med kraftigt stigende ledighed og faldende bolig- og aktiepriser,« siger privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.
Lidt godt nyt
Den Europæiske Centralbank, ECB, står til at hæve renten lidt senere i juli, og det vil være den første rentestigning i 11 år. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er i fuld gang med at hæve renterne på den anden side af Atlanten, men spørgsmålet er, om centralbankerne er kommet for sent i gang.
Louise Aggerstrøm Hansen fremhæver, at der er en »implicit kontrakt« mellem centralbankerne og lønmodtagerne. Centralbankerne skal sørge for at have styr på inflationen ved at hæve renten, og samtidig holder lønmodtagerne igen med lønkrav. Hvis den kontrakt bliver sat ud af kraft, bliver det uhyre svært at få bugt med inflationen.
»Ved at tøve så meget, som både ECB og Federal Reserve i USA har gjort, har priserne fået lov til at stikke mere og mere af, og det indsnævrer deres handlerum. De er nødt til at få sat en stopper for prisstigningerne og kan i stadig mindre grad tillade sig at skele til væksten,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Hun påpeger, at vi begynder at se, at visse råvarer falder i pris. Eksempelvis er prisen på olie, madolie og hvede begyndt at falde.
»Det er selvfølgelig godt nyt i forhold til at få prisstigningerne på benzin og fødevarer ned herhjemme de kommende måneder, men det er på et dystert bagtæppe af recessionsfrygt,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.
Klart budskab til regeringen
Som tidligere beskrevet i Berlingske har professor i finansiering på Copenhagen Business School, CBS, Jesper Rangvid også været meget kritisk over for centralbankerne. De tørre tal viser, at inflationen for alvor begyndte at stige herhjemme i september og oktober 2021, hvor den kom op på henholdsvis 2,4 procent og 3,2 procent i forhold til samme måned året før.
Sidenhen er inflationen bare steget yderligere.
Cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS Mads Lundby Hansen sender et klart budskab til centralbankerne og til den danske regering.
»Der venter en stor opgave for ECB og Federal Reserve med at hæve renterne for at hive aktivitet ud af økonomierne. I USA er der allerede gennemført renteforhøjelse, mens ECB slet ikke er begyndt endnu, hvilket er meget kritisabelt,« siger Mads Lundby Hansen.
»ECBs tøven skyldes blandt andet, at Italiens statsfinanser har svært ved at klare højere renter. Det kan udløse en statsbankerot og en ny gældskrise. Den høje inflation indebærer også, at finanspolitikken herhjemme i 2023 bør være stram, selvom det er valgår, for at tage efterspørgsel ud af økonomien«, siger Mads Lundby Hansen.
Cheføkonom i pensionsselskabet Velliv Jens Christian Nielsen forsvarer ECB en smule og mener i lighed med Mads Lundby Hansen, at ECB ikke kan klare problemet alene.
»Det er nemt at være bagklog. Til deres forsvar skal dog lyde, at konsekvenserne af krigen i Ukraine har ramt hårdere end forudset, og udfordringen er, at økonomien lige nu løber utrolig stærkt. Så det er ikke nok, at ECB trykker på knappen. Regeringerne rundt om i EU skal samtidig holde sig fra at stimulere økonomierne yderligere, og det virker de knap så villige til. Jeg savner et større politisk ansvar,« siger Jens Christian Nielsen.
