EU har nået det erklærede mål om 80 procent fyldte gaslagre to måneder før tid. Dette skulle være sket inden 1. november, men ifølge tal fra Gas Infrastructure Europe (GIE) er målet allerede nået.
Ifølge Bloomberg vil effektive gaslagre kunne stå for mellem 25 og 30 procent af det nødvendige forbrug til vinter, og unionens aftale skal således sikre, at Ruslands gasklemme ikke gør mere ondt, end godt er.
Som nyheden om de hastigt fyldte lagre bredte sig, lød det pludselig fra det russiske energiselskab Gazprom, at vedligehold på Nord Stream 1-rørledningen ville lukke forsyningen fra onsdag og frem til fredag 2. september.
Rusland flere gange skruet ned for leverancerne mod vest – til 40 procent af kapaciteten i juni og til 20 procent i juli.
Især i Tyskland presser energikrisen voldsomt. Landet vil gerne nå op på 95 procent fyldte lagre inden 1. november og er aktuelt på næsten 84 procent. Det kan dog blive svært, hvis ikke husholdninger og virksomheder drastisk reducerer forbruget, skriver The Guardian, der også citerer landets økonomiminister, Robert Habeck, for at så tvivl om sandhedsværdien i Gazproms melding om vedligehold af rørledningen.
Tidligere på måneden var den ifølge Habeck »fuldt operationel«.
Energistyrelsen: »Meget alvorlig« situation
Efterspørgslen på energi er tårnhøj i hele Europa, og priserne har i nyere tid ikke været i nærheden af de aktuelle niveauer.
Det gælder især, at el prissættes efter den dyrest producerede kilowatt-time strøm, og det er for tiden gas, som der er en historisk knaphed på.
Ifølge eksperter bruger Rusland Europas gasafhængighed til at føre økonomisk krigsførelse ved at manipulere markedet, og det er også derfor, hver ny gasledning fra Rusland bliver taget ekstremt alvorligt fra vestlig side.
Af samme grund reagerer Energistyrelsens vicedirektør, Martin Hansen, på nyheden om den lukkede rørledning ved at betone, at situationen er kritisk trods næsten fyldte lagre.
»Energisituationen er meget alvorlig i både Danmark og resten af Europa. Det er ikke blot gasforsyningen, men det samlede energisystem i Europa, der er under pres,« udtaler vicedirektør i Energistyrelsen i en pressemeddelelse.