Der skal mere til end bare en mindre justering, før EU vil godkende næste års budgetforslag fra Italien.
Sådan lyder det onsdag fra Valdis Dombrovskis, som er en af flere næstformænd i EU-Kommissionen, på en pressekonference.
Udtalelsen kommer, efter at den italienske regering forleden begyndte at tale om at nedbringe næste års offentlige underskud til omkring 2 pct. af landets bruttonationalprodukt (BNP).
Før det havde regeringen lagt op til et underskud på 2,4 pct. af BNP. Men det blev over to gange afvist af EU, som vurderede, at det var for højt.
Derfor kan der også være kridtet op til sanktioner over for Italien, hvis næste budgetforslag ikke er meget andet end blot mindre justeringer - eksempelvis hvis der bliver indikeret et underskud på 2,2 pct. af BNP, som enkelte italienske politikere har foreslået.
Ender de to parter med ikke at kunne finde hinanden, kan det ifølge nyhedsbureauet AFP føre til økonomiske sanktioner på op til 0,2 pct. af Italiens BNP.
Den forhenværende italienske regering, som nu er erstattet af koalitionen mellem Femstjernebevægelsen og Lega Nord, havde en plan om et underskud på "blot" 0,8 pct. af landets BNP.
/ritzau/FINANS