Hvis Rom havde regnet med europæisk eftergivenhed i bordtenniskampen om den italienske finanslov, blev man slemt skuffet onsdag. EU-Kommissionens svar på den italienske regerings »reviderede« budget var lige så urevideret som selve budgettet. Ingen af parterne har således bevæget sig: Italien fastholder et underskud på 2,4 pct. af bruttonationalproduktet i 2019, og Kommissionen fastholder sin afvisning.
Kommissionen pegede yderligere på Italiens svageste punkt, nemlig at gassen er gået af den i forvejen ikke særligt oppustede italienske vækstballon. Det italienske statistikbureau Istat har netop nedjusteret forventningerne til BNP-væksten i 2018 til 1,1 pct. og 1,3 pct. i 2019. OECD har i sin nye vækstprognose nedjusteret forventningerne yderligere til 0,9 pct. I 2019 og regner i øvrigt også med, at budgetunderskuddene bliver højere end regeringens målsætning i de kommende år.
Regeringen regner med en vækst på 1,5 pct næste år.
Som forventet har EU-Kommissionen også lavet en opdateret vurdering af holdbarheden i den italienske statsgæld på 131 pct. af BNP - en såkaldt artikel 126 (3) analyse. Gældsrapporten konkluderer, at Italien ikke overholder EUs regelsæt, og at en gældsbaseret proces for uforholdsmæssigt store underskud derfor er påkrævet.
I et tweet påpeger EUs Budgetkommissær Pierre Moscovici, at dagens udmelding ikke er et formelt skridt i starten af budgetproceduren: den italienske regering har nu igen to uger til at svare på Kommissionens vurdering. Derefter skal EU-Kommissionen forberede processen og opstille nye anbefalinger. Det lyder lidt som beskæftigelsesterapi for bureaukrater og en beslutning om at starte proceduren ligger først i det nye år.
Budgetproceduren kan ende med bøder eller andre sanktioner til Italien på et senere tidspunkt, men selvom EU-Kommissionen har fået mere magt end tidligere, er det fortsat en politisk proces. Der er meget langt til eventuelle sanktioner.
I Bruxelles håber man, at de stigende renter og problemerne for bankerne vil klare arbejdet, så man har ikke travlt med at optrappe konflikten. Især fordi, at reglerne egentlig kun virker, hvis landene accepterer dem. Processen fremover indebærer forhandlinger direkte mellem Rom og EU-Kommissionen om, hvorvidt man kan finde et kompromis.
Vicepremierminister Matteo Salvini har åbnet for små justeringer i budgettet, men uden at fravige hovedpunkterne og reduceret pensionsalder, skattelettelser og indførsel af borgerløn. Det er netop disse poster, der udgør kilden til uenigheden med EU.
Alene i rampelyset
Italien står ret alene med sit syn på de europæiske budgetregler, i hvert fald officielt. De andre svage led i Sydeuropa kan hurtigt blive trukket med ned, hvis de finansielle markeder fortolker støtteerklæringer som om, at man også selv er på vej i en anden retning. Italienske renter har fået lov til at stige uden, at andre lande er blevet ramt nævneværdigt. De finansielle markeder kan altså godt finde ud at skelne mellem dem, der følger reglerne og dem, der ikke gør.
Til gengæld står regeringen stærkt politisk. Kampen mod Bruxelles er populær, og meningsmålinger peger mod et styrket flertal til regeringspartierne. Forbrugertilliden har faktisk holdt sig ret pænt og er tæt på det højeste målt - på trods af finansiel uro og udsigt til lavere vækst. Virksomhederne er blevet betydeligt mere negative, men ikke mere end i andre lande.
Hvis virksomhederne omsætter usikkerhed og strammere lånevilkår i bankerne til færre ansættelser og investeringer, kan væksten blive presset yderligere ned i forhold til de allerede blodfattige skøn. Det kan dels bremse jobskabelse og dels klart vise, at regeringens konfrontation ikke er uden realøkonomisk betydning.
Alt hænger sammen
Kampen om den italienske finanslov skal ikke ses isoleret. EU er ved at fastlægge unionens budget for 2021-2027, og her truer Italien med at blokere: send flere penge er det knap så subtile budskab.
I Paris arbejder man desuden med et tættere finanspolitisk samarbejde i euroområdet, og her passer Roms ageren som hund i et spil kegler. Mere samarbejde skal øge den økonomiske konvergens og gøre landene bedre i stand til at modstå eksterne chok. Men det er åbenlyst, at der er ringe appetit i Tyskland for at sende flere penge sydpå, uden at der er styr på forretningen. Derfor vil et eventuelt fælles budget kun omfatte de lande, der overholder EUs budgetregler. Det vil for tiden udelukke Italien.
Alle forhåndenværende redskaber udnyttes i kampen om EUs finanspolitiske redskabsskur.
Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør
