Energiagentur: Alle nye olie- og gasprojekter skal stoppes fra i år

Det kræver allerede nu drastisk handling at holde temperaturstigningerne på de aftalte højst 1,5 grader, lyder en yderst overraskende meddelelse fra Det Internationale Energiagentur.

Al ny boring efter olie og gas skal stoppes i år for at kunne nå klimamålene, mener Det Internationale Energiagentur i en opsigtsvækkende rapport. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Hvis CO2-udledningen skal være neutral i 2050 for at holde den globale opvarmning i skak, skal samtlige nye olie- og gasprojekter stoppes fra i år, nye kulkraftværker skal have CO2-rensningsanlæg, alt salg af benzin- og dieseldrevne biler skal slutte inden 2035, og al energiproduktion skal have nedbragt CO2-udslippet til nul inden 2040.

Så kontant er den yderst overraskende melding fra Det Internationale Energiagentur (IEA) i en ny rapport, som udkom tirsdag.