Efter skandalen om svindel med udbytteskat: Banker får stort ansvar i ny model

Skatteminister Morten Bødskov (S) har indgået en principaftale med Finans Danmark om en ny model for udbytteskat, der skal sikre den danske stat mod svindel. Med den nye model vil bankerne komme til at hæfte for betaling af manglende udbytteskat.

En ny aftale om udbytteskat mellem skatteminister Morten Bødskov (S) og bankerne er ifølge ministeren »en milepæl i arbejdet med at sikre, at vi aldrig igen oplever den udbyttesvindel, som kostede den danske statskasse 12,7 milliarder kroner«. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Skatteminister Morten Bødskov og bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, har indgået en principaftale om en ny model for udbyttebeskatning. Den nye model skal være med til at sikre, at den danske stat ikke igen kan blive udsat for milliardsvindel med refusion af udbytteskat, som det skete i en årrække frem mod august 2015, da der blev sat en stopper for ulovlighederne.

Den nye model pålægger bankerne et stort ansvar, fordi den bygger på et princip om, at bankerne hæfter for betaling af manglende skat til Skatteforvaltningen, hvis en efterfølgende kontrol viser, at der har været indeholdt for lidt udbytteskat.