De svenske forbrugere betaler stadig sjældnere med kontanter. Det får den svenske centralbank til at afprøve sin egen kryptovaluta, »e-kronen«, i et pilotprojekt. Det er første gang i verden, at en nationalbank kaster sig ud i forsøg med kryptovaluta.
»E-kronen« kan ifølge centralbanken i Sverige erstatte mønter og sedler og sørge for, at banken kan følge med i et samfund, der bliver stadigt mere kontantløst.
»Rigsbanken ser mulige udfordringer med, at kontanterne marginaliseres og har derfor sat et pilotprojekt i gang, der skal komme med et forslag til en teknisk løsning for digitale centralbankpenge, en »e-krone«, som kan fungere som et supplement til kontanter«, skriver Sveriges Riksbank i en pressemeddelelse.
Pilotprojektet laves i samarbejde med konsulentfirmaet Accenture, der specialiserer sig i digitale løsninger.
Pilotprojektets tekniske løsning vil være baseret på blockchain-teknologi, som man blandt andet kender fra bitcoin. Den tekniske løsning vil blive evalueret i et testmiljø, hvor man vil vise, hvordan »e-kronen« skal kunne anvendes af offentligheden.
Testmiljøet skal simulere, hvordan brugere kan gennemføre betalinger, opbevare »e-kronen« i en digital pung og indsætte og hæve via en mobilapp.
Pilotprojektet løber til og med februar 2021 med mulighed for forlængelse.
Ingen danske planer om digital valuta
Den svenske Riksbank har ingen aktuelle planer om at udgive en »e-krone« og har heller ikke lagt sig fast på, hvilken teknologi »e-kronen« skal baseres på. Hovedformålet med pilotprojektet er at øge Sveriges Riksbank viden om en digital krone udstedt af centralbanken.
Brugen af kontanter styrtdykker også i Danmark, efter at forbrugerne har kastet sig over bl.a. det kontaktløse Dankort og MobilePay, men Danmarks Nationalbank har i øjeblikket ingen planer om et lignende forsøg med digital valuta i Danmark.
»Nationalbanken har ikke planer om at udstede e-kroner,« skriver Nationalbanken i en mail til Berlingske.
Nationalbanken følger dog med i, hvilke erfaringer Sveriges Riksbank drager af pilotprojektet, og gav udgav i december 2017 rapporten »Digitale centralbankpenge i Danmark?«. Heri konkluderede banken blandt andet:
»Digitale kroner eksisterer allerede i form af bankindskud og har gjort det i mange år. Private banker tilbyder således velfungerende digitale betalingsløsninger og indlånskonti. Nationalbanken tilbyder digitale indlånskonti for pengeinstitutter samt betalingsløsninger for pengeinstitutternes indbyrdes betalinger. Vi ser ikke behov for eller fordele ved, at Nationalbanken også skulle drive detailbank.«