Virusfrygt sender finansielle markeder ud i ny nedtur

Europæiske markeder vågnede mandag morgen op til store fald efter ny spredning af coronavirussen uden for Kina. De nye epicentre er Sydkorea og Italien.

 

Nye tilfælde af coronavirus i Italien, Sydkorea og Iran har igen sparket gang i frygten for en større spredning af den smitsomme virus. Det har fået det globale aktiemarked ud i et skarpt fald.

Det sydkoreanske aktiemarkedsindeks, Kospi, er det af de asiatiske indeks, som er faldet mest, med et 3,9 procents dyk, efter nyheden om, at syv personer er døde af virussmitten, og antallet af syge er øget til 763 mandag.

Lørdag meldte det sydkoreanske selskab Samsung desuden om et tilfælde af sygdommen ved et af dets anlæg i Sydkorea. Samsungs aktie faldt derefter 4,1 procent.

Virussen er ikke bare et problem i Asien. Der er efterhånden fundet flere tilfælde af coronavirus i Europa, hvor Italien oplever store udfordringer. Lige nu er der indført ind- og udrejseforbud i flere italienske byer. At virussen for alvor er rykket til Europa, øger frygten og sætter sit præg på det globale aktiemarked.

Røde linjer på det globale aktiemarked

I Europa åbnede aktiemarkederne med røde tal over hele linjen, med det paneuropæiske Stoxx Europe 600-indeks nede med 1,6 procent. Det danske eliteindeks C25 dykkede 2,2 procent efter at have slået friske kursrekorder i sidste uge.

I USA peger futures også på en rød dag, når markedet åbner kl. 15.30 dansk tid. Også i USA blev der i sidste uge slået aktierekorder på baggrund af håbet om, at virusudbruddet var ved at blive inddæmmet, og at centralbankerne fortsat vil yde støtte gennem en lempelig pengepolitik.

»Når markedets humør skifter så hurtigt, er det, fordi ingen rigtigt kan forudsige, hvor hårdt virussen kommer til at ramme økonomierne. Men det er sikkert, at forstyrrelsen i økonomisk aktivitet vil resultere i lavere indtjening for virksomhederne og svagere væksttal, i hvert fald i første halvår,« skriver Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote, i en kommentar.

»Der er en stor risiko for en skarp korrektion,« tilføjer hun.

En korrektion i aktiemarkedet er normalt defineret som et fald på mere end ti procent. Den amerikanske storbank Goldman Sachs advarede også i sidste uge om, at en korrektion kan være på vej, fordi investorerne ikke forstår alvoren af coronaudbruddet.

Olieprisen styrtdykker

Virusfrygten er også gået ud over priserne på brent-olie​, der er faldet med 2,5 procent til ca. 57 dollar per tønde mandag morgen.

Ifølge South China Morning Post faldt olieimporten til Kina fra Mellemøsten 5. februar 12 procent i forhold til året før.

Tidligere har den største bekymring for oliemarkedet været den påvirkning, som coronavirussen ville have på den kinesiske efterspørgsel.

Men i takt med at der kommer flere tilfælde af virussen rundt om i verden, vil det skabe bekymring for efterspørgslen i andre lande og regioner. Det siger Warren Patterson, chef for råvarestrategi i ING til Financial Times.

Ifølge Financial Times er efterspørgslen efter kul og stål også faldet til under det normale niveau. Samtidig er den sikre investering, guld, steget med 1,1 procent til ca. 1.661.