Børsbarometer: Storbank advarer om forestående aktienedtur – investorerne har slet ikke forstået alvoren

Aktiemarkedet har taget coronavirus overraskende roligt, og dette bekymrer den amerikanske storbank Goldman Sachs. Banken advarer således om en forestående aktiekorrektion, fordi investorerne undervurderer, hvor ondt udbruddet gør på virksomhedernes indtjening.

Coronavirus spreder sig hurtigt uden for Kina. Her i Italien, hvor tre personer er blevet smittet. Andrea Fasani/EPA/Ritzau Scanpix

Danske aktier har på ny sat kursrekord, ligesom de europæiske og amerikanske indeks også har nået nye højder. Og i Kina er aktiemarkedet på bare én uge steget næsten fem procent.

Det er altsammen sket, alt imens coronavirus bliver ved med at sprede sig hastigt uden for Kina med en hel by i karantæne i Sydkorea og en række dødsfald i Frankrig, Japan og Hongkong. I alt er over 75.000 smittet, knap 2.300 er døde.

Udbruddet har fået de fleste økonomer til at nedjustere deres globale vækstforventninger til 2020, og Oxford Economics anslår, at virussen i det værst tænkelige scenarie kan koste verdensøkonomien 1.100 mia. dollar i år. Samtidig har en række af verdens største virksomheder – herunder Apple – nedjusteret forventningerne som følge af sygdommen.

Alt dette ignorerer aktiemarkedet tilsyneladende. Den fremherskende forklaring er, at det er, fordi centralbankerne alligevel agerer redningsplanker, og at økonomien derfor vil foretage et stærkt comeback efter en eventuel pandemi.

Investorer har hidtil haft delvist ret, for den kinesiske centralbank og regering gør alt, hvad der står i deres magt for at holde hånden under verdens næststørste økonomi, og satte i denne uge renten yderligere ned. I USA har markedet indregnet, at der kommer endnu en rentenedsættelse i 2020, selv om centralbanken i Washington har meddelt, at den er fint tilfreds med at holde sig på måtten for nu – og at tal fra amerikansk økonomi er rigtigt pæne.

De har ikke forstået alvoren

At aktiemarkedet i stor stil tager coronavirussen afslappet er nu begyndt at bekymre investeringseksperterne i Goldman Sachs. Storbankens globale chefstrateg, Peter Oppenheimer, har i denne uge skrevet til sine kunder, at investorerne undervurderer, hvor store konsekvenser udbruddet kan have på virksomhedernes indtjening, og at dette på den korte bane vil overskygge støtten fra centralbankerne.

»De lave renter vaccinerer ikke aktier mod cyklisk svaghed i vækst og profitter,« skriver han.

»Det betyder, at risikoen for en korrektion er høj,« tilføjer han.

En korrektion i aktiemarkedet er normalt defineret som et fald på mere end ti procent.

Oppenheimer påpeger, at man – selv om mange gør det – ikke helt kan sammenligne situationen med, hvad der skete under SARS-udbruddet i 2003. Dengang dykkede aktier kraftigt i Kina, USA og Europa, men kom hurtigt tilbage, da virussen aftog, og det stod klart, at verdensøkonomien ikke blev synderligt hårdt ramt.

I dag er Kinas økonomi dog seks gange større end i 2003, påpeger Oppenheimer, og derfor er den blevet mere vigtig for resten af verden. For eksempel udgør kinesiske turister 0,4 procent af verdens samlede bruttonationalprodukt, mens den kinesiske forbruger er storindkøber af blandt andet iPhones og luksusvarer og biler fra Europa.

Advarsler på stribe

Vi har allerede set, at coronavirussen vækker bekymring blandt alverdens virksomheder. I Danmark oplyste Mærsk i sin årsrapport torsdag, at udbruddet »betydeligt« har reduceret sigtbarheden, og at selskabets 2020-forventninger nu er forbundet med stor usikkerhed. Aktiekursen kvitterede med et fald på fem procent på to dage.

Læs: Der bliver regnet løs i toppen af dansk erhvervsliv: Stor usikkerhed om virusudbrud rammer danske transportgiganter.

Virksomheder som Pandora, Carlsberg, SAS og B&O kan også risikere at blive mærket. Pandora har allerede lukket en tredjedel af sine butikker i Kina, mens Carlsberg forudser lavere vækst, fordi udbruddet truer med at dæmpe ølforbruget i Asien. SAS har aflyst ruter til Kina indtil i hvert fald 29. marts.

I USA har knap 40 procent af virksomhederne nævnt virusudbruddet i deres regnskabspræsentationer, mens cirka en fjerdedel af dem har oplyst, at de bliver påvirket negativt, viser en opgørelse fra det amerikanske finansmedie MarketWatch.

Den mest bemærkelsesværdige var Apples nedjustering i mandags, som Goldmans Peter Oppenheimer specifikt peger på som en advarselslampe. IT-giganten har spillet en afgørende rolle i at holde gang i aktieopturen i begyndelsen af 2020 og været en vigtig drivkraft bag, at de amerikanske regnskaber i fjerde kvartal slog forventningerne over en bred kam.

Begynder Apples indtjening at vakle, kan det være et signal om, at de i forvejen optimistiske forventninger for virksomheder generelt i år skal justeres noget længere ned.

»I betragtning af at vores prognoser for indtjeningsvækst for dette år var relativt beskedne, allerede før virussen brød ud, skal der ikke meget til, at indtjeningen faktisk begynder at falde,« skriver Oppenheimer.

Og det kan det dyrt prissatte aktiemarked muligvis ikke holde til.

Læs også: De amerikanske politikere har taget kvælertag på hinanden – og finanspolitikken som gidsel.

Tre observationer fra mine kilder

Flere tæv til euroen
Euroen har fået tæv de seneste par uger og er nu faldet til den laveste kurs over for dollaren siden 2017. Svækkelsen er delvist kommet på baggrund af nogle sløje nøgletal fra euroområdet og delvist på grund af bekymring om, hvordan coronavirussen vil ramme Kina og Kinas enorme handel med Europa. Dette har nu fået den japanske bank Nomura til at shorte euroen over for dollaren, hvilket betyder, at den satser på et yderligere fald. Nomura forventer, at euroen falder til 1,06 dollar fra 1,08 i øjeblikket. I begyndelsen af året var kursen på 1,12. Falder euroen til 1,06, vil en dollar komme til at koste over syv kroner for os danskere.

Læs: Presset letter på kronen – men vi »er ikke reddet endnu«.

Stol ikke på gode nyheder fra Tyskland
De såkaldte PMI-tal for Tysklands industrisektor i februar var overraskende stærke trods dystre forventninger om, at coronavirussen ville have trukket gevaldigt ned. Ifølge Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank, skal man dog ikke glæde sig for tidligt. Cirka halvdelen af fremgangen kan  tilskrives længere ventetid på ordrelevering på grund udbruddets påvirkning på kinesisk økonomi – og »det er altså bestemt ikke en god nyhed«, siger Søren V. Kristensen.

Japan på vej mod recession?
Væksten i Japan aftog overraskende meget i fjerde kvartal af 2019, og det har fået Piya Sachdeva, økonom hos Schroders, til at frygte, at landet er på vej mod en recession. Hun skriver, at Japan – verdens tredjestørste økonomi – er særligt sårbar over for coronaudbruddet, fordi landet har en stor samhandel med Kina og samtidig nyder godt af kinesisk turisme. Ved allerede at være i knæ økonomisk, inden virussen brød ud, er Japan dårligt rustet til at kæmpe imod de kommende udfordringer, anfører Sachdeva.