Allerede i 2013 blev de danske myndigheder advaret om, at danske banker blev misbrugt af kriminelle til hvidvask af penge. Advarslen kom i form af mere end hundrede siders grundig dokumentation sendt fra ansete britiske advokater.
Men sagen blev henlagt og aldrig nærmere efterforsket - ifølge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International kriminalitet (SØIK) bl.a. fordi forholdene var forældede.
Imens strømmede hvidvaskede milliarder gennem konti i Nordea Danmark og Danske Bank Estland, hvilket Berlingske har afdækket over de seneste uger.
1. Læs her brevet fra 2013, fra Brown Rudnick LLP til statsadvokaten. dateret 16. september 2013, der oprindeligt opfordrede de danske myndigheder til at retsforfølge de ansvarlige i Danmark
2. Læs her statsadvokatens svar på Brown Rudnicks brev, dateret 6. november 2013, hvor stasadvokaten udtaler at det ikke er sandsynligt at sagen vil lede til domsigelse i Danmark.
3. Læs her Brown Rudnick LLPs svar på ovenstående, dateret 22. november 2013, der udtrykker overraskelse over statsadvokatens afgørelsen og opfordrer denne til at genoverveje.
4. Læs her statsadvokatens endelig svar, dateret 4. april 2014, der igen betragter sandsynligheden for domsigelse som lille.
Berlingske har fået adgang til dokumenterne gennem William Browder, direktør i investeringsvirksomheden Hermitage Capital, som advokaterne arbejdede for. Hermitage Capital havde undersøgt russisk skattesvindel for hundredmillioner af kroner i det, der er blevet kendt i hele verden som Magnitskij-sagen. Advokaten Sergej Magnitskij efterforskede skattesvindlen, men endte med selv at blive anholdt og mistede livet under mystiske omstændigheder i et russisk fængsel. Magnitskij arbejdede for Browder.
Foruden brevene modtog de danske myndigheder mere end hundrede siders dokumentation om sagen. Materialet, Berlingske er i besiddelse af, omfattede blandt andet detaljerede oversigter over pengestrømme via konti i de to danske banker især i 2008, navngivne skuffeselskaber i skattely og retsdokumenter og undersøgelser fra andre landes myndigheder.