Der er gået Byggemand Bob i præsident Biden

Samme uge som den danske regering fremlagde et mere traditionelt trafikudspil, opviste USAs præsident Biden stor kreativitet i sin definition af, hvad der er infrastruktur. En gigantisk pakke skal ikke bare opgradere den fysiske infrastruktur, men omfatter også en aktivistisk industripolitik og en udbygning af velfærdsstaten. Og så skal USA være førende på teknologier på klimaløsninger. Det kunne lyde helt som statsminister Mette Frederiksen (S).

USAs præsident, Joe Biden, præsenterede i denne uge den anden af tre store planer, der skal omforme det amerikanske samfund. Fokus er denne gang på infrastruktur – i meget bred forstand. Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Det kaldes den største infrastrukturplan i årtier. USAs præsident, Joe Biden, fortsætter i den politiske overhalingsbane med endnu en gigantisk pakke på over 2.000 milliarder dollar. Det er en plan, der i sin nuværende form vil have konsekvenser langt ud over veje og broer i mange år frem.

Det kaldes en infrastrukturpakke, men en mere retvisende betegnelse er en moderniserings- og velfærdspakke. Pakken vil ikke kun skabe vækst og job i de nærmeste år, men vil også omforme statens rolle i det amerikanske samfund og økonomi.