Et skib, der sætter sig på tværs, afslører vores enorme sårbarhed

»Ever Given«-uheldet i Suezkanalen er ikke kun en smule komisk, men også en stor belastning for det globale økonomiske system. Handlen er ramt i begge retninger og vil tage tid at få genoprettet. Det sætter fokus på vores vidtforgrenede forsyningslinjer på alt fra forbrugerbras til dimser i den videre produktion. Spørgsmålet er, om vestlige virksomheder og vi som samfund er bedre tjent med hjemtagning af produktion. Her udgør politikeres nationalistiske dagsordner en udfordring. For hvad vi kan gøre, kan andre også.

Underlægningsmusikken til billederne fra det strandede skib »Ever Given« i Suezkanalen har været åbenlys. Anne Linnets »Venus« fra 1985 begynder med »Du har sat dig på tværs, i mit indre univers, univers, univers«. For der er vel ingen bedre måde at italesætte, hvad »Ever Given« har gjort. Helt bogstaveligt i Suezkanalen, men også i det globale økonomiske systems indre univers.

Nu er skibet frit, og så forsvinder de besynderlige billeder fra verdens nethinder. Men det er langt fra slut.