Præsident Joe Bidens store coronapakke er nu på plads. Pakken pumper 1.900 milliarder dollar ind i økonomien gennem en række forskellige kanaler. En stor del af pengene vil blive sat i omløb hurtigt; checkene på 1.400 dollar til 85 procent af de voksne amerikanere vil blive udbetalt i de nærmeste uger, mens andre elementer omhandler året som helhed.
Det samlede beløb svarer til hele den økonomiske vækst i 2018 og 2019 – lagt sammen. Det er denne vækstimpuls, der har skabt nervøsitet i de finansielle markeder, fået aktierne til at bævre og renterne – også for de danske boligejere – til at stige.