Deltastreg i regningen – genåbningens opsving kan blive ramt

Deltavarianten har ændret coronaligningen og øger risikoen for en længere periode med forhøjede restriktioner eller nye tiltag i lande, hvor vaccineudrulningen ikke er kommet så langt. Variantens hærgen vil forhale normaliseringen af verdensøkonomien, og kan gøre stor skade gennem påvirkningen af den økonomiske politik.

Sydøstasien er lige nu hårdt ramt af deltavarianten efter at være undsluppet de første smittebølger. I Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, har militæret været sat ind for at håndhæve nedlukninger. Lim Huey Teng/Reuters/Ritzau Scanpix

Floridas guvernør, Ron DeSantis, er en modig – eller dumdristig – mand. Allerede i september sidste år erklærede han Florida for »open for business« og fjernede de fleste coronarestriktioner. Siden har DeSantis også jagtet private selskaber, der har opretholdt restriktioner og krav om mundbind, mens lokale myndigheder er blevet forhindret i at have deres egne regler. I foråret fulgte mange republikanske guvernører i DeSantis' fodspor.

Det er gået – overraskende – godt med coronasmitten i Florida. Men sådan er det ikke længere. Deltavarianten hærger, og Florida står nu for over hver femte nysmittede i USA. I denne uge satte Florida en kedelig delstatsrekord i hospitalsindlæggelser for hele coronatiden.