Brøndby-mæcen: Millionunderskud er uacceptabelt

Brøndbys storaktionær og bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, kalder tirsdagens regnskab for uacceptabelt, men rigmanden har fortsat tro på, at fodboldklubben kan blive en fornuftig investering. Jan Bech Andersen har nu i alt lånt 60 millioner kroner til vestegnsklubben.

Efter at Brøndby har tabt over 41 millioner kroner i årets første seks måneder, må storaktionær Jan Bech Andersen igen til lommerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Der har været lykkeligere tider på Vestegnen end de dage, fans og tilhængere af Brøndby IF må igennem for tiden.

Søndag aften tabte Brøndby IF 0-3 hjemme mod AGF, og tirsdag morgen fik fans og investorer nok en våd klud i ansigtet, da den traditionsrige klub præsenterede sit halvårsregnskab:

I årets første seks måneder har Brøndby IF tabt 41,7 millioner kroner før skat – et tab på 11 millioner kroner mere, end man oprindeligt havde budgetteret med. Af samme grund har man også modereret forventningerne til resten af året, hvorfor klubben nu forventer at realisere et underskud mellem 63 og 73 millioner kroner.

Forventningen her var tidligere, at underskuddet ville ende i størrelsesorden 40-50 millioner kroner for hele året.

Og ondt ville have været værre, hvis ikke klubbens storaktionær Jan Bech Andersen var trådt til med yderligere lån, fremgår det af regnskabet. I årets andet kvartal måtte rigmanden først tilføre 12 millioner kroner i lån, og senest er der optaget lån for yderligere 30 millioner kroner.

»Den aftalte lånefinansiering fra Jan Bech Andersen per dags dato er 60,0 millioner kroner,« hedder det i regnskabet.

Skal være bedre købmænd

Hovedpersonen selv skriver i en e-mail til Berlingske, at det fremlagte regnskab er uacceptabelt.

»Det er hævet over enhver tvivl,« tilføjer Jan Bech Andersen.

Om kort tid er det seks år siden, den dengang ukendte rigmand trådte ind som redningsmand for traditionsklubben, som Jan Bech Andersen har været tilhænger af det meste af sit liv. Udlandsdanskeren, der til daglig bor i England, blev hovedrig på at arbejde sig op gennem rækkerne i Glencore, et schweizisk olie-, mine- og handelsselskab. Jan Bech Andersen var en del af inderkredsen, som blev forgyldt, da konglomeratet blev børstoteret i 2013.

Tiden i Brøndby har været noget mindre glamourøs. Nye strategier er præsenteret i ét væk, der har været heftig udskiftning i ledelseslaget, og økonomisk har klubben altså endnu til gode at præsentere et bud på en forretning, der kan leve og ånde, uden at Jan Bech Andersen må kaste flere millioner i foretagendet.

Jan Bech Andersen hæfter sig ved, at der er »fremdrift på flere parametre«, men kalder det samtidig »bydende nødvendigt«, at klubben får mere ud af sit akademi, ligesom Brøndby IF skal til at »udøve købmandsskab af højere karat, end vi har været vidne til,« skriver han i e-mailen.

»Ting tager tid – og nogen gange længere end forventet, men der er fuld fokus og en plan, vi skal eksekvere på,« skriver Jan Bech Andersen.

»Så kommer vi til at se markante forbedringer«.