Brøndby taber millioner og nedjusterer forventninger

I første halvår af 2019 tabte fodboldklubben Brøndby 11 millioner kroner mere end forventet.

bif
I første halvår af 2019 tabte fodboldklubben Brøndby 11 millioner kroner mere end forventet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Første halvdel af 2019 var dyrt for selskabet bag superligaklubben Brøndby.

Brøndby kom ud med et minus på 41,7 millioner kroner før skat, og det er cirka 11 millioner lavere end det beløb, man havde budgetteret med.

Det fremgår af et regnskab, som selskabet har præsenteret tirsdag morgen.

Forventningerne til hele året er nu også lavere end tidligere. Nu forventer Brøndby et underskud på mellem 63 og 73 millioner kroner.

Tidligere var forventningen et minus på mellem 40 og 50 millioner kroner.

Ifølge Brøndby skyldes det først og fremmest, at man ikke længere forventer en transferindtægt.

»Justering af forventningerne til årets resultat skyldes primært en forskydning af budgetterede transfers samt omkostninger relateret til ændringer i det ledelsesmæssige setup.«

»Brøndby IF forventer således ikke længere at realisere transfergevinst i sommerens transfervindue,« skriver klubben.

Tidligere på sommeren hentede Brøndby den 20-årige nordmand Tobias Børkeeiet.

Ifølge Ekstra Bladet kostede han cirka ti millioner kroner, mens B.T. mente at vide, at prisen var i omegnen af otte millioner kroner.

Spillersalg har der til gengæld ikke været nogen af denne sommer, men klubben oplyste i weekenden, at den er enig med en klub »på den anden side af Atlanten« om et salg af Hany Mukhtar, men at handlen først ville gå igennem i det nye år.

Brøndbys administrerende direktør, Ole Palmå, erkender, at klubben har en stor opgave foran sig.

»Men som det fremgår af vores halvårsregnskab, så har vi en stor opgave i at skabe bedre balance mellem vores sportslige og kommercielle fundament.«

»I første halvdel af 2019 blev vi ramt økonomisk af det dyk, vi oplevede i vores sportslige præstationer i sidste sæson.«

»I foråret 2018 spillede vi med om mesterskabet helt frem til de sidste spillerunder, hvorimod vi i foråret 2019 havde udspillet vores rolle i mesterskabskampen relativt tidligt, hvilket betød, at tilskuertallet ikke nåede op på samme flotte niveau som sæsonen før,« siger Palmå til Brøndbys hjemmeside.

/ritzau/