Brexit for forvirrede: Bliv klogere på køreplanen

Brexit har været kilde til en masse nye begreber, der bliver brugt i flæng, men uden altid den nødvendige forklaring af, hvad ordene egentlig dækker over. Skilsmisse er ikke det samme som det fremtidige forhold, og »hård Brexit« betyder noget forskelligt i 2019 og i 2021.

DANIEL LEAL-OLIVAS
Brexit er ikke kun et spørgsmål om »London« og »Bruxelles«, men også om helt dagligdags problemstillinger: Handel, bankforretninger og rejser. Fold sammen
Læs mere

Ukvemsordene flyver mellem britiske politikere i dramaet omkring Brexit, mens indholdet af aftaler og tidsrammer efterhånden forstås af færre og færre uden for de indviede kredse.

Brexit er ikke kun et spørgsmål om »London« og »Bruxelles«, men også om helt dagligdags problemstillinger: Handel, bankforretninger og rejser. For sydirere og nordirere handler »den hårde grænse« eksempelvis også om, hvorvidt kvæg må drives frem og tilbage over landegrænsen uden begrænsninger.

Den 585-siders lange skilsmisseaftale omhandler alle mellemværender mellem Storbritannien og EU, herunder en lang række praktiske spørgsmål i forhold til den overgangsordning, der begynder med Storbritanniens formelle udtræden 29. marts 2019.

Fra 30. marts 2019 til 31. december 2020 (overgangsordningen)

Overgangsordningen er en del af den skilsmisseaftale, der nu er til behandling. For embedsmænd og politikere er 29. marts 2019 den helt skelsættende dato: Herefter er Storbritannien ikke længere medlem af EU, og britiske politikere sidder ikke længere om bordet, når beslutningerne skal tages, mens embedsmænd ikke deltager i det lovforberedende arbejde.

For alle os andre er 29. marts mere en symbolsk end en praktisk skæring. Vi kan rejse og handle efter de samme regler frem til udgang af 2020. Vi kan have bankforbindelser i London – og britiske banker må drive bankvirksomhed på samme vilkår som nu. Dette er overgangsfasen, hvor virksomhederne skal forberede sig på den nye virkelighed.

Skilmisseaftalen betyder også, at vi frit kan bosætte os og tage arbejde hos hinanden – og at personer, der slår sig ned inden udgangen af 2020, vil fortsætte med samme rettigheder fremadrettet. Der er ingen aftale om, hvad der skal ske med senere tilkomne: det er et spørgsmål, der vil indgå i de kommende handelsforhandlinger.

Hvis skilsmisseaftalen ikke bliver vedtaget, er der ingen overgangsordning. Det er den situation, som vi lige nu kalder »hård Brexit«: Al handel mellem EU og Storbritannien vil overgå til reglerne for tredjelande, hvilket betyder nye toldmure og ikke mindst en masse bureaukratisk bavl for erhvervslivet.

EU og Storbritannien skal bruge overgangsordningen til at lave en handelsaftale. EU kan ikke indgå en handelsaftale med sig selv, så formelt kan en aftale ikke indgås, før Storbritannien er ude. Dertil kommer, at handelsaftaler tager lang tid at forhandle; EUs store handelsaftale med Canada tog syv år.

Fra 2021: Det aner vi ikke

Lad os antage, at skilsmisseaftalen kommer gennem det britiske og europæiske parlament. Et stort hvis, men alligevel. Så har vi styr på perioden frem til udgangen af 2020, men herefter er vi lidt på herrens mark. EU og Storbritannien har indskrevet politiske erklæringer i skilsmisseaftale om, at man ønsker et tæt samarbejde: Et frihandelsområde, der skal omfatte både varer og tjenesteydelser.

Storbritannien presser på for at sikre adgang til finansielle tjenesteydelser, da man her står stærkt med London som finansielt centrum. Paris og Frankfurt vil gerne have en del af den omsætning. Storbritannien ønsker at holde EU-fiskere ude af britiske farvande. Det er man ikke tilfreds med i København og Madrid.

Der er rigtigt mange spørgsmål, hvor der er dyb uenighed om det fremtidige forhold, og hvor den indre dynamik i EU kan være en yderligere blokade. Storbritannien vil gerne have fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser, men ikke for arbejdskraft. Det vil man ikke acceptere i Bruxelles, men heller ikke i de østeuropæiske lande, som vil blive mest ramt med en sådan begrænsning.

Indtil videre har alternativet til en handelsaftale været, at man overgår til at handle efter reglerne i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Det kan sagtens lade sig gøre, men der vil være højere toldsatser og mere bureaukrati end i dag. Til gengæld omfatter WTO ikke tjenesteydelser, så her er et hul. WTO-løsningen er dog ikke længere alternativet til en handelsaftale, da skilsmisseaftalen indeholder et mere vidtgående alternativ.

Nødløsningen: Toldunion mellem EU og Storbritannien

Et af skilsmisseaftalens vigtigste punkter er, hvad man gør, hvis EU og Storbritannien ikke kan blive enige om en aftale om det handelsmæssige forhold efter overgangsperiodens udløb i 2020. Nødløsningen »backstop« er, at Storbritannien bliver medlem af en toldunion med EU.

En toldunion betyder, at de omfattede lande har fælles toldsatser mod tredjelande og samme standarder for importerede varer. Alle lande i EUs toldunion har således ti pct. told på amerikanske biler og kan ikke importere klorvaskede kyllinger. Varer kan herefter flyde frit mellem landene inden for den ydre toldgrænse. Man behøver ikke at være medlem af EU for at være med i toldunionen: Tyrkiet har været med i EUs toldunion siden 1996, mens en række oversøiske franske og britiske territorier ikke er med.

Til gengæld kan man ikke indgå handelsaftaler med andre lande, så længe man er med i EUs toldunion – det ansvar ligger alene hos EU-Kommissionen i Bruxelles. For Storbritannien betyder det, at idéen om at skabe et netværk af globale handelsaftaler er blevet skudt til hjørne. Det er stik imod, hvad Brexit-tilhængere som tidligere udenrigsminister Boris Johnson ønsker.

En toldunion omfatter kun varer, men ikke nødvendigvis alle varer. Tjenesteydelser står også udenfor, hvilket er et kæmpe problem for Storbritannien: det er deres allerstærkeste sektor. Nødløsningen, som er blevet indføjet i skilsmisseaftalen, kan således betragtes som super-discount udgaven af et »tæt forhold«.

For at sikre lige vilkår for virksomheder i EU og Storbritannien forpligter den britiske regering sig til at fastholde EU-regler på en lang række områder, eksempelvis miljø- og arbejdsmiljølovgivning, skatteforhold og statsstøtte. Det betyder i praksis, at Storbritannien vil være næsten-medlem af EUs indre marked for varer, men uden indflydelse på beslutninger. Disse »lige vilkår«-forhold vil også spille en vigtig rolle i de kommende handelsforhandlinger, da de vil være ufravigelige krav fra EU-landene.

Storbritannien kan ikke selv beslutte at forlade denne nødordning: EU vil således kunne fastholde Storbritannien i skærsilden på ubestemt tid.