Analyse: Verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment

Verdens store centralbanker kastede sig i kølvandet på finanskrisen ud i et gigantisk pengepolitisk eksperiment: Man trykte elektroniske penge i et hidtil uset omfang for at sætte gang i de finansielle markeder og økonomien. Nu er første del af eksperimentet ved at være afsluttet, og centralbankerne skal til at hive de mange tusinde milliarder ud af systemet igen. Det er endnu et eksperiment.

Centralbankernes trykning af elektroniske penge har indtil videre været en succes, men udgør samtidig den største udfordring for det finansielle system fremover. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK WILSON

For ti år siden påbegyndte den amerikanske centralbank, Federal Reserve, verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment. En rente i nul og massive tiltag for at forbedre likviditeten i de finansielle markeder havde ikke været nok til at bremse den nedadgående økonomiske og finansielle spiral. Derfor begyndte centralbanken at opkøbe obligationer – i første omgang lidt, men sidenhen i store mængder.

Det var begyndelsen på de store QE-programmer (kvantitativ lempelse), som bredte sig til de europæiske centralbanker, herunder euroområdet (ECB), Storbritannien, Schweiz og Sverige. I Danmark opkøbte man ikke, men undlod at udstede statsobligationer, hvilket havde den samme effekt på markedet.

I dag svarer Federal Reserves aktiver til 21 procent af BNP, mens ECB er oppe på 40 procent og Bank of Japan på hele 97 procent. Det er i alle tilfælde markant højere end før krisen.

Opkøbene skulle tilføre både likviditet til det finansielle system og understøtte priserne på finansielle aktiver ved at skabe en kunstig efterspørgsel. Stigende priser på obligationer er det samme som lavere renter. Eksperimentet har været en succes i form af, at renten er tæt på rekordlav, mens aktiemarkedet har givet store afkast over de seneste ti år. Boligmarkeder i såvel USA som Europa har ikke bare rejst sig fra støvet, men sætter i flere lande prisrekorder.

For meget af det gode?

Succesen er dog samtidig et af kritikpunkterne ved opkøbsprogrammerne.

Mens redskabet kan have sin berettigelse i tilfælde af dyb krise, kan en fastholdelse betyde, at ubalancer opbygges i økonomien i form af overstimulerede priser på aktiver. Det skaber forøget finansiel risiko på lidt længere sigt.

Da Federal Reserve iværksatte den anden opkøbsrunde i 2010, steg aktierne godt nok, men det gjorde renterne og råvarepriserne også. Det har givet en omfordeling fra fattige, der forbruger flest råvarer, til velhavende, der ejer flest aktier.

I euroområdet er spørgsmålet, om ECBs opkøb og de lavere renter har givet de sydeuropæiske lande en kattelem til at undlade at gennemføre nødvendige reformer. Mange af de seneste års budgetforbedringer skyldes faktisk lavere renteudgifter.

Næste store eksperiment

Nu er QE på retur. Federal Reserve er allerede ved at nedbringe sine beholdninger af obligationer, mens ECB stopper med opkøb fra årsskiftet. Andre centralbanker køber heller ikke længere op. Fra årsskiftet vil den samlede globale centralbanks likviditet begynde at falde for første gang i mindst to årtier.

Det betyder, at vi nu står over for anden akt i det finansielle eksperiment: Hvordan får man de mange penge ud af det finansielle system igen, uden at det skaber rystelser?

Vi ved det simpelthen ikke. Det gode er, at økonomierne trods alt er blevet stærkere de seneste år og dermed har større modstandskraft. Men gælden er ikke faldet, så der er helt naturlige grænser for, hvor meget vi har råd til at betale i rente – både som individer, virksomheder og samfund.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør