Analyse: Svenskerne kan se en markant afmatning i horisonten

Efter en længere årrække med fuld kraft på alle kedler er svensk økonomi løbet ind i modvind. Tomme eksportordrebøger, faldende boliginvesteringer og »deppiga« husholdninger har pludselig ramt samtidig. Så trods en ekstremt lempelig pengepolitik og en ny ekspansiv finanspolitik er der udsigt til en markant vækstafmatning.

Svensk økonomi har tabt fart på det seneste, og 2019 bliver udfordrende både hjemme og på eksportmarkederne. Jonathan Nackstrand

Svensk økonomi har de senere år ligget helt i toppen af den europæiske vækst – understøttet af en lempelig finanspolitik og en ekstremt lempelig pengepolitik.

Mellem 2014 og 2018 voksede økonomien i gennemsnit således med 2,8 pct. om året mod en dansk vækst på 1,9 pct. i samme periode. Men skinnet bedrager delvist. En stor del af væksten skyldes indvandringen i forbindelse med flygtningekrisen, og korrigeret for befolkningstilvæksten var væksten nede på 1,6 pct. Det er fortsat pænt, men på ingen måde prangende.