Udenlandske medier er fyldt med historier om Danmark. Nu vil svenske politikere gå samme vej
Her er alt, du skal vide for at komme i gang med dagen.

Her er alt, du skal vide for at komme i gang med dagen.

Godmorgen! Vedtagelsen af den danske koranlov har givet genlyd i hele verden. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Der er landet en aftale om den kommende FE-undersøgelse. Her er Berlingskes gravergruppes bud på, hvad der er værd at holde øje med.
Børns og unges mistrivsel er dybt skræmmende og kan få enorme konsekvenser på sigt, mener Danicas topchef, Mads Kaagaard.
Der er nu 40.000 ansatte med en lang videregående uddannelse, der arbejder med offentlig administration. DI ser flere store problemer ved den udvikling.
Elever med indvandrerbaggrund klarer sig markant dårligere end elever med dansk oprindelse i den seneste PISA-undersøgelse.
Regeringstoppen ved, at der ikke er noget, som trumfer argumentet om rigets sikkerhed, danskernes tryghed og kampen mod terror, skriver Bent Winther i en analyse.

Torsdag eftermiddag blev den såkaldte koranlov vedtaget i Folketinget. Loven gør det blandt andet strafbart at afbrænde koraner og andre bøger med betydning for religiøse samfund. Strafferammen er op til to års fængsel.
Det er en sag, der ikke kun fylder i de danske medier.
I flere timer lå historien øverst på britiske The Guardians hjemmeside, og nyhedsbureauerne AFP, Reuters og AP har alle skrevet om den nye lov, hvorfor nyheden automatisk har ramt alverdens nyhedsmedier. Al Jazeera, der ejes af den qatarske stat, har ligeledes dækket afstemningen.
Både The Guardian, Al Jazeera og BBC citerer Inger Støjberg (DD) for udtalelsen »historien vil dømme os hårdt for dette, og med god grund. Det hele handler om, hvorvidt en begrænsning af ytringsfriheden er bestemt af os, eller om den er dikteret udefra«.
I Sverige har man også fulgt godt med i den danske afstemning, og Socialdemokraterna, der er det største oppositionsparti, vil nu også have ændret de svenske love for at stoppe koranafbrændingerne, der også har fundet sted i Sverige i stor stil.
Regeringen, der består af højrepartierne Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna, er lige nu ved at se på, om afbrænding af koraner kan forbydes med henvisning til rigets sikkerhed.
Men Socialdemokraterna vil i stedet forbyde koranafbrændinger med henvisning til paragraffer om optøjer eller hetz mod en befolkningsgruppe.
Den svenske regerings parlamentariske støtte, Sverigedemokraterna (SD), kommer dog næppe til at lægge stemmer til en koranlag.
»I mange tilfælde er Danmark et foregangsland, men her er de virkelig faret vild,« siger Jessica Stegrud, der er medlem af SDS bestyrelse, til Ritzau.
I dagens udgave af »Østergaards salon« taler Noa Redington, politisk kommentator og tidligere S-rådgiver, om de tre ting, der har forandret dansk politik grundlæggende, siden SVM-regeringen tiltrådte.
Derudover er Le Gammeltoft, CCO i IT-virksomheden Netcompany, i studiet med Mette Østergaard for at tale om de positive økonomiske gevinster ved algoritmer og kunstig intelligens.
Mad | Søren Frank anmelder mesterkokken Bo Bechs nye sted i Peder Oxes gamle lokaler på Gråbrødre Torv.
Ægteskab | »Det er mere farligt at henslæbe tilværelsen i løgnen om en lykke, der venter om ti år.« Kulturredaktør Birgitte Borup opfordrer folk i stendøde forhold til at blive skilt.
Sundhed | Hver eneste gang vi bliver irriteret, begynder en proces i vores hjerne, som er dårlig for vores fysiske og psykiske sundhed – men med en simpel metode kan vi standse den proces, siger erhvervssociolog Rikke Østergaard.
Fra morgenstunden har vi øjnene rettet mod reaktioner i Danmark og verden på vedtagelsen af koranloven i går. Derudover har vi som altid fokus på Ukraine og Israel.
God dag!
Venlig hilsen
Joachim Talbro Paulsen, journalist