Søren Espersen trækker i konens tøj: »Jeg er edderspændt rasende«

Søren Espersen er edderspændt rasende over, at Københavns Universitet opfordrer undervisere til at tænke sig grundigt om, før de kalder nogen for 'han' eller 'hun'. Fold sammen
Læs mere

»Jeg er edderspændt rasende. Nu kører det hele igen med denne her kønsdiskussion. Nu er det Københavns Universitet, som givetvis har arvet det her fra det politisk korrekte Sverige og USA.«

Sådan lyder det Dansk Folkepartis udenrigsordfører og politisk næstformand i en video, som han lagde på Youtube lørdag.

Iført sine kones koralfarvede hat og dertil hørende sjal harcelerer Søren Espersen over, at en institutledelse på Københavns Universitet i sidste uge sendte en mail til de ansatte på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab med en opfordring til at passe på med at sige 'han' og 'hun' til studerende.

Hans opråb kommer dagen efter, at lektor på Københavns Universitet, Marianne Stidsen, advarede om, at »mindretallets tyranni« breder sig på universitetet.

Institutleder på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Mette Sandbye har tidligere forklaret i Jyllands-Posten, at den omdiskuterede mail blot var ment som gode råd - ikke regler - til at håndtere situationer, hvor underviserne eksempelvis står over transkønnede studerende i undervisningslokalerne.

Men den tilgang er helt, helt gal, mener Søren Espersen.

Når han er trukket i sin kones gevandter, er det fordi, han mener, at det er vigtigt at få skabt opmærksomhed omkring den politiske korrektheds indtog i Danmark.

»Vi er i mine øjne ude et sted, hvor den politiske korrekthed sniger sig ind i Danmark fra Sverige og USA. Jeg synes ikke, vi skal lade den komme ind, for jeg synes, det er forfærdeligt,« siger han og tilføjer:

»Vores samfund er måske det mest frie i hele verden. Vi kan tale frit og har lov til at være her allesammen. Vi har vores rettigheder til at være, som vi vil. Det er jo fint, at der kan være en pige, der gerne vil hedde Bo. Så får hun da lov til at hedde Bo. Men at det skal sendes ud som et direktiv fra Københavns Universitet, at man skal passe på med at sige 'han' og 'hun', det gider vi simpelthen ikke.«

Søren Espersen mener, det er på tide, at der bliver gjort op med krænkelseskulturen, hvor folk bliver 'støt på manchetterne hele tiden over alle mulige og umulige ting.'

For DF-profilen er det vigtigt, at vi hver især tager hensyn til hinanden. Individuelt.

Det må aldrig bliver et direktiv udstukket af den eller den anden instans, mener han.

»Jeg holdt jo også op med at sige 'neger', da jeg på et tidspunkt fandt ud af, at det ville folk helst ikke have. Så på den måde pålægger man sig selv begrænsninger. Det gør man som individuelle personer.«

»Det skal ikke komme som et direktiv fra lederskabet på Københavns Universitet. Det går simpelthen ikke.«

Presset for at ændre sprogbrug kommer ifølge Søren Espersen blandt andet fra foreninger, der kæmper for seksuelle minoriteters rettigheder.

»På Christiansborg bliver vi hele tiden presset af LGBT-X, og hvad de hedder. Men jeg vil blæse på, hvad de siger. Jeg vil ikke acceptere deres pres mod os politikere. Lige nu har de der foreninger det som ål i mudder.«

»Ligegyldigt hvad de siger, retter man ind fra politisk side, fordi man er bange for at fremstå som en, der er imod bøsser, lesbiske og transseksuelles rettigheder. Jeg vil ikke acceptere det. Jeg vil ikke høre på dem mere.«