Den 19. udgave af Højskolesangbogen kommer ikke til at indeholde Shu-bi-dua-klassikeren »Danmark«, som ellers har været fast inventar i de to seneste udgaver.

Shu-bi-duas hit fra 1978 er tidligere blevet kritiseret for at indeholde ordene:

»Der findes andre mennesker end dem, der er danske. De bor i huler og slås hele dagen. Det har vi li’godt aldrig nogensinde gjort. De varme lande er noget lort«.

Over for Radio4 afviser formanden for Højskolesangbogsudvalget, Jørgen Carlsen, dog, at sangen er blevet strøget, fordi nogle mener, at indholdet er upassende. Han sammenligner sangen med »Mormors kolonihavehus« af duoen Clausen og Petersen, der ligeledes må se sig strøget fra den nye udgave af den kendte sangbog.

»De har været med to gange. Skal de med tredje gang, så begynder vi at krone dem som moderne klassikere. Har de kvalitet til det? Nej, det har de sgu ikke. Så de er røget,« siger Jørgen Carlsen til Radio4 ifølge TV 2.

Han fremhæver ligeledes, at Højskolesangbogen indeholder »betydelig mere fornærmende sange« end »denne temmelig uskyldige, drengede vittighed« fra Shu-bi-dua.

Den 19. udgave af Højskolesangbogen bliver offentliggjort i dag - blot få dage efter, at Shu-bi-dua-forsanger Michael Bundesen døde efter et kort kræftforløb

Den nye udgave af den folkelige sangbog indeholder 601 sange. Det er lidt flere end i den 18. udgave, der rummede 572 sange.

I alt er 122 sange gået ud, og i stedet har 151 nye sange fundet plads i sangbogen. De nye sange tæller både helt nye sange og ældre sange, der ikke tidligere har været med i sangbogen.